Gå til hoved-indhold
08. september 2022 - kl. 16.09

Frederikshavn Havn presset på likviditet

  • 1 af 2
    FOTO: Port of Frederikshavn
  • 2 af 2
    Næsten to års forsinkelser på Stena Oils bunkerterminaler har påført Frederikshavn Havn et indtægtstab på 35 millioner kroner.
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn Havns likviditet er så presset, at havnen løber tør for penge i 2025, hvis ikke den får mulighed for at optage yderligere lån. Det fremgår af en dispensationsansøgning til Indenrigs- og Boligministeriet om adgang til at udnytte låneadgangene fra 2018 og 2019 på 52 millioner kroner.

Frederikshavn Havn skriver i ansøgningen, at havnens likviditet er udfordret dels af tab af færgeindtægter samt tab af indtægter i forbindelse med forsinkelse i diverse anlægsprojekter under COVID-19.

Havnen oplyser, at den mangler 17 millioner kroner i færgeindtægter på grund af COVID-19. Dertil kommer en større forsinkelse i færdiggørelsen af et par store anlægsprojekter.

Stena Oil skulle have taget sin bunkerterminal på Frederikshavn Havn i brug i november 2020, men den er stadig under opførelse, da entreprenøren (Bladt Industries A/S) ifølge Frederikshavn Havn ikke har leveret i henhold til den indgåede entreprisekontrakt.

Der pågår i øjeblikket forligsdrøftelser om de opståede forsinkelser og forhåbningen er, at bunkerterminalen står klar ultimo 2022, hvorefter den indgåede lejeaftale med Stena Oil vil begynde at genere indtægter til Frederikshavn Havn.

Samlet har forsinkelserne på bunkerterminalen påført Frederikshavn Havn et indtægtstab på 35 millioner kroner.

Modern American Recycling Services Europe (M.A.R.S.) blev forsinket godt 12 måneder som følge af et vådt baglandsareal. Dette har medført et indtægtstab på 15 millioner kroner, da (M.A.R.S.) ikke kunne påbegynde sine aktiviteter. Området er nu i drift og sikrer miljørigtig ophugning af udtjente olieinstallationer.

Samlet har Frederikshavn Havn således siden 2020 mistet i alt 67 millioner kroner i omsætning og dermed likviditet. Hertil kommer tab af afledte indtægter. Dette tab medfører nu, at der ikke længere er den nødvendige driftslikviditet som oprindeligt forudset, da man ud fra en konservativ tilgang valgte ikke at benytte låneadgangen i 2018 og 2019.

Herudover har Frederikshavn Havns likviditet yderligere været påvirket af, at man samlet i perioden fra 2018-2021 har afdraget over 165 millioner kroner i gæld, da man i forbindelse med gunstige renteforhold valgte at omlægge nogle af de igangværende byggekreditter til fastforrentede lån med afdrag. Ved omlæggelsen af lånene var man ikke vidende om de senere indtrådte forsinkelser samt COVID-19.

Frederikshavn Havn har haft en årlig omsætning på cirka 50 millioner kroner i gennemsnit i "corona-årene", hvorfor tabet udgør cirka 135 procent af den årlige omsætning.

Omsætningstallene de næste 10 år forventes at udvikle sig fra 75 millioner kroner i 2022 til 117 millioner kroner i 2031 i takt med, at færdiggørelsen af havneudvidelsen genererer omsætning.

Der har tidligere, i sommeren 2020, været indsendt en
dispensationsansøgning til Social- og Indenrigsministeriet. På daværende tidspunkt blev ansøgningen ikke imødekommet af ministeriet. Nu prøver havnen igen.

Nyheden kommer samtidig med, at Frederikshavn Havn søger en udviklingsorienteret Business Controller til en nyoprettet stilling.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...