Gå til hoved-indhold
08. november 2024 - kl. 22.11

Et brag af en teater-aften og totalt udsolgt i Det Musiske Hus

  • 1 af 2
    Troels Malling og Arian Kashef i Det Musiske Hus.
  • 2 af 2
    Preben Kristensen spiller en mangemillionær, som bliver lam fra halsen og ned.
Af: Michael Frederiksen

Folketeatret besøgte fredag aften Det Musiske Hus i Frederikshavn med en totalt udsolgt forestilling. Preben Kristensen og Arian Kashef spillede det umage makkerpar i en teaterversion af en af fransk films største succeser. "De urørlige" er baseret på en sand historie og anses som en af verdens bedste feel good-komedier.

Philippe er mangemillionær, bor i Paris’ fineste kvarter og efter en alvorlig ulykke er han lam fra halsen og ned.

Driss er arbejdsløs, småkriminel og bor i en forstadsghetto. Da Philippe vil ansætte en ny hjælper, søger Driss – der helst vil forblive på kontanthjælp - modvilligt jobbet og forventer at få et rungende nej, som han er vant til.

Men Philippe, der savner forandring i hverdagen, overrumples af Driss’ humor og energi og beslutter sig for at ansætte ham.

- Vi blev taget med ind i et univers af følelser, nærhed og håndtering af de svære ting. I et møde mellem de to meget forskellige mænd voksede et uventet og enestående venskab frem, og med humoren som grundtone i deres samspil gav de hinanden et skub fremad i livet, fortæller formand Lilly Pedersen, Frederikshavn Teaterforening.

Publikum i salen klappede taktfast, da den unge Driss overraskede sin ven med to yndige unge damer, der tog ham under kærlig behandling.

- Vores gæster takkede for en fantastisk aften, da de gik ud. Bestyrelsen fik en god snak med skuespillerne efter forestillingen og som Jeanette Binderup Schultz, sagde: Vi er altid glade for at komme til Frederikshavn. Det blev en aften, vi sent vil glemme. Her var teater af den ægte slags med alt, hvad det indebærer. Her fik det vores hjerter til at banke, livet kunne mærkes, og smilene var store af og til, siger Lilly Pedersen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...