Enock Mbilizi møder bokser fra Georgien i sin tredje professionelle kamp
Den frederikshavnske bokser Enock Mbilizi møder i sin tredje professionelle kamp Nukri Gamgebeli fra Georgien.
Nukri Gamgebeli er en erfaren herre med hele 35 kampe på sit CV, hvoraf han har vundet 15 kampe, 10 af disse på knockout.
Dette afskrækker dog ikke Enock Mbilizi, der går i ringen med stor selvtillid, for han er ubesejret i sine seneste 20 amatør-kampe samt to kampe i bar overkrop.
Der er dermed lagt op til en spændende kamp, når Enock Mbilizi fredag 7. marts går ringen til sin tredje professionelle kamp i Kulturhuset i Skanderborg.
Kampen bokses i vægtklassen Weltervægt. Der bokses fire omgange á tre minutter.
Følgende professionelle boksere er præsenteret på programmet: Rasmus Mikkelsen, Nikki Møller Nielsen, Oliver Maximilian, Thorbjørn Nielsen og Ditlev "D-Struction" Rossing.
Danish Boxing Promotion oplyser, at der kun er 100 billetter tilbage til boksestævnet. Køb billetter her.
Fakta om Enock Mbilizi
Født: 1. december 2000
Vægtklasse: Weltervægt, op til 66,7 kg.
Højde: 173 cm
Prof-karriere: 2-0-0
Amatør-karriere: 82 amatørkampe, heri landskampe i ind- og udland
Regerende jysk, dansk og nordisk amatør-mester (ubesejret i sine seneste 20 amatør-kampe)
Barndomsklub: Bokseklubben Pugilist i Frederikshavn, derefter Frederiksbjerg Atlet Klub i Aarhus
Trænes af den tidligere mangeårige FAK-træner i Aarhus, Gert Max
Bor på Frederiksbjerg i Aarhus
Arbejder som Projekt-Controller hos MT Højgaard Danmark