Anden runde af DM i styrkeløft for hold afvikles i Frederikshavn
Sportscenter Nord i Frederikshavn har tre store arrangementer i støbeskeen i år, blandt andet DM i styrkeløft for hold.
Første arrangement er 9. marts, hvor Sportscenter Nord afvikler Dance-Event for tredje år i træk.
- De første to år har der været cirka 80 mennesker og danse i tre-fire timer. Vi rykker ind i hallen lige ved siden af os og har de fedeste tre timer med bare dans. På skift går vores seks danseinstruktører på scenen og giver den gas, fortæller daglig leder Susanne Christiansen, Sportscenter Nord.
Lørdag 14. juni afvikler Sportscenter Nord anden runde af DM i styrkeløft for hold.
- Her rykker vi igen i hallen ved siden af og løfter tungt. Det bliver en dag, hvor man virkelig vil få tunge løft at se, lover Susanne Christiansen.
Der er i den grad også tunge løft på programmet lørdag 6. september, når Frederikshavn Stærkeste 2025 finder sted.
- Sidste år kårede vi samme dag Frederikshavns Stærkeste Armwrestler. Det gør vi igen i år. Så parkeringspladsen bliver den dag fyldt med stærke mænd og kvinder, der skal dyste i armlægning, lastbiltræk og andre hårde discipliner, fortæller Susanne Christiansen.