Gå til hoved-indhold
17. august 2023 - kl. 00.08

Efter Los Angeles, Gilleleje, Dubai og Barcelona kommer Frederikshavn

  • 1 af 1
    Helle Kærskov er glad for at være tilbage i Frederikshavn, og hun har også købt hus i byen.
Af: Peter Marquard

En frederikshavner er vendt hjem, og nu åbner hun ny kiropraktisk klinik i Frederikshavn. KiroSilo er navnet på Helle Kærskovs nye klinik, der - som navnet antyder - ligger på femte sal i Kattegat Silo.

- Jeg er student fra Frederikshavn Gymnasium, og efter min studentereksamen tilbragte jeg fire år med Holiday on Ice, inden jeg i 1990 blev uddannet kiropraktor i Los Angeles. Jeg åbnede min første klinik i Gilleleje. Den havde jeg i 17 år, inden jeg slog mig i det vestjyske og åbnede en ny klinik. Den havde jeg i fire år, inden jeg åbnede i Dubai. Der var jeg i otte år, og i de seneste fire år, har jeg haft klinik i Barcelona. Nu er jeg tilbage i Frederikshavn, og jeg brænder stadig for mit arbejde, selv om jeg har været i gang så længe, at jeg nu har behandlet tre generationer i samme familie, smiler Helle Kærskov.

Helle Kærskov er glad for at være tilbage i Frederikshavn, og hun har også købt hus i byen.

- Jeg har stadig venner, bekendte og familie i byen, og Frederikshavn er et dejligt sted at være. Jeg har 33 års erfaring, og jeg glæder mig til at løfte den generelle sundhed sammen de gode kolleger i branchen, som også er her i området, siger Helle Kærskov.

Hun er specialiseret i sportsskader og børnebehandling.

- Behandling af børn er et område, som jeg sætter stor pris på. Børn responderer godt og hurtigt på behandling, og man kan afhjælpe mange motorik- og koordinationsproblemer. Et andet område, som interesserer mig meget, er kinesiologi. Kinesiologi tester kroppens muskler og nervesystem og kan være med til at løse problemstillinger i rygsøjlen, siger Helle Kærskov.

Hun udtrykker stor begejstring over sin nye placering i Kattegat Silo:

- Det er en fantastisk bygning med en dejlig udsigt. Samtidig er der gode parkeringsforhold og gode faciliteter.

Man kan læse mere om KiroSilo på www.kirosilo.dk.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...