Gå til hoved-indhold
26. august 2024 - kl. 19.08

Efter en sommer med selvtræning i Skagen går turen til Hvidovre

  • 1 af 1
    Morten Knudsens danske base har i mange år været Skagen.
Af: Michael Frederiksen

Efter at have selvtrænet hele sommeren i Skagen blev det i dag offentliggjort, at fodboldspilleren Morten Knudsen skifter til 1. divisionsklubben Hvidovre.

Den 29-årige midtbanespiller har de seneste tre sæsoner spillet i Phönix Lübeck, hvor han stoppede i sommer, da hans kontrakt udløb. Siden har han selvtrænet i Skagen, hvor han bor med sin kæreste fra Skagen, når fodboldkarrieren tillader det.

Morten Knudsen kom til FC Midtjylland fra HIK som 15-årig, og kort efter fik han debut på det danske U16-landshold, hvor han spillede på hold med blandt andre Pierre-Emile Højbjerg og Andreas Christensen. Som kun 18-årig skrev han kontrakt med den italienske storklub Inter. Her var han på kontrakt i fire sæsoner - uden dog at komme på førsteholdet. Herefter gik turen til Sarpsborg i Norge, hvor han spillede en enkelt sæson, inden han skiftede til Vendsyssel, hvor han var at finde i tre sæsoner. Det blev blandt andet til 28 superligakampe. Siden sommeren 2021 har Morten Knudsen slået sine folder i Phönix Lübeck.

Morten Knudsens danske base har i mange år været Skagen. Det hænger sammen med, at han siden sin tid i FC Midtjylland har været kærester med skagboen Caroline Redkjær Jensen. Parret har en bolig i Skagen, som de bruger, når de er hjemme i Danmark.

Sportschef Peter Lassen, Hvidovre Fodbold, glæder sig over tilgangen af "skagboen":

- Det er en spændende spiller, som jeg synes, vi får ind. Han har spillet de sidste par år i Phönix Lübeck, som vi tidligere spillede mod i Belt Cup. Han har trænet med den seneste uges tid, og både jeg og trænerteamet har været meget begejstret for, hvad vi har set, siger Peter Lassen til klubbens hjemmeside.

Sportschefen forventer, at Morten Knudsen hurtigt går ind og får en rolle på klubbens 1. divisionshold.

- Med Morten får vi en hård og løbevillig spiller ind. Derudover er han en type, som går forrest og godt kan spille fodbold.

Morten Knudsen kan allerede få debut fredag, når Hvidovres nedrykkere fra Superligaen spiller topkamp mod AC Horsens.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...