Dagens tilbud for kunstelskere: Bedre end en selfie
Den anerkendte frederikshavnske kunstmaler Lene Palm Larsen, som frem til 25. maj udstiller på Frederikshavn Kunstmuseum, tilbyder at male et portræt af en særligt udvalgt frederikshavner.
Den særligt udvalgte person skal kun betale udgifterne til materialer.
I sin mere end 40 år lange karriere som kunstner har hun lavet mange portrætter, som er et af hendes specialer.
Til den aktuelle udstilling "At male om at se" har Lene Palm Larsen lavet et portræt af borgmester Birgit S. Hansen.
Portrættet af den særligt udvalgte frederikshavner bliver til over tre dage. Første dag er onsdag 17. april kl. 15.00.
Interesserede frederikshavnere, som ønsker et Lene Palm Larsen-portræt, kan skrive en mail til kunst@frederikhavn.dk eller komme ind på museet og blive skrevet op.
Et panel af repræsentanter for Kunstudvalget for museet og Lene Palm Larsen udvælger den heldige frederikshavner.