Gå til hoved-indhold
30. juni 2023 - kl. 08.06

Birgit S. Hansen stopper som formand for Business Region North Denmark

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Borgmester Birgit S. Hansen stopper som formand for Business Region North Denmark, blandt andet fordi hun er blevet udpeget af kulturministeren til bestyrelsen for Idrættens Analyseinstitut.

Fremover har Vesthimmerlands borgmester, Per Bach Laursen (V), rorpinden i det tværregionale politiske samarbejde i Nordjylland. Det blev besluttet på et bestyrelsesmøde i går.

Per Bach Laursen tager over fra afgående formand, Birgit S. Hansen (S), og ser frem til sin nye rolle i det brede nordjyske samarbejde, som forbinder erhvervsliv, uddannelses- og forskningsinstitutioner, brancheorganisationer, erhvervsfremmeaktører og mange flere.

- Jeg glæder mig til at videreføre og styrke det gode arbejde i BRN. Vi har en unik position i forhold til at skabe gode rammer for udvikling og vækst i Nordjylland og forfølge vigtige fælles mål, som gavner hele regionen, og som den enkelte kommune ikke kan gøre alene. Samarbejde er for mig fundamentet for at opnå gode resultater, siger Per Bach Laursen.

BRN arbejder blandt andet på at varetage de politiske interesser på udvalgte dagsordner som forsvaret og grøn infrastruktur, herunder udvidelse af elnettet, grøn indenrigsflyrute, elektrificering af jernbanen og den tredje limfjordsforbindelse.

Birgit S. Hansen byder den nye formand velkommen på posten og bliver selv siddende i BRN’s formandskab som næstformand sammen med regionsrådsformand Mads Duedahl (V). Hun glæder sig til at fortsætte arbejdet i BRN og får samtidig mere tid til sine øvrige tillidsposter som medlem af KL’s bestyrelse, formand for KL’s Miljø- og Forsyningsudvalg og bestyrelsesmedlem i en række lokale uddannelsesinstitutioner med flere. Derudover er hun netop blevet udpeget af kulturministeren til bestyrelsen for Idrættens Analyseinstitut.

- BRN er inde i en god udvikling med en ny strategi, der i højere grad fokuserer på politisk interessevaretagelse på vigtige dagsordener for Nordjylland. Jeg glæder mig til at fortsætte som næstformand i BRN og ser frem til fortsat at styrke Nordjyllands fælles stemme og gøre den gældende i endnu flere sammenhænge og på en højere politisk klinge.

5 korte om Business Region North Denmark (BRN)

Etableret i 2015

Unik samarbejdsplatform bestående af de 11 nordjyske kommuner og Region Nordjylland

Arbejder for udvikling og vækst i hele Nordjylland med udgangspunkt fælles potentialer og udfordringer, for eksempel inden for grøn omstilling, infrastruktur, forsvar og kvalificeret arbejdskraft

Bestyrelsen består af de nordjyske borgmester og regionsrådsformanden

Direktionen består af de nordjyske kommunaldirektører og regionsdirektøren

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...