Biomasseanlæg: Hvem har misforstået hvad?
Per "Gas" Jensen, Frederikshavn, har skrevet dette indlæg: På Kanal Frederikshavn kunne jeg 6. december 2023 læse, at Peter E. Nielsen, formand for Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune udtalte, at de indgivne indsigelser mod et kommende biomasseanlæg måtte bero på en misforståelse.
Peter E. Nielsen antyder, at de indgivne indsigelser er relateret til et biogasanlæg, der blev nævnt på dialogmødet 8. februar 2023. Hvorledes Peter E. Nielsen er kommet frem til den konklusion, må stå for hans egen regning, da indsigelser konkret og præcist er rettet mod det planlagte biomasseanlæg, der sidst på sommeren 2023 blev offentliggjort.
Biomasseanlægget blev ikke nævnt på dialogmødet 8. februar, hvorfor det efter min vurdering er fuld berettiget, at indsigelser indikerer, de navngivne borgere føler sig ført bag lyset og misinformeret af kommunen.
Som deltager på informationsmødet kan jeg bekræfte, at der blev orienteret om igangværende planlægning for området – denne orientering var begrænset til at omfatte to solcelleparker. Fremgår af slide 3 fra Anders Brandt Sørensens indlæg på mødet. Med dette udgangspunkt er der rimeligt at konkludere, at der på tidspunktet for afholdelse af dialogmødet ikke var igangværende overvejelser og planlægning for andre anlæg.
Alt andet lige må biomasseanlægget have været under overvejelse/planlægning inden dialogmødet 8. februar, da anlægget kort tid efter dialogmødet dukker op som regn fra en skyfri himmel. Det er ikke rimeligt, at kommunen ikke spillede med åbne kort på dialogmødet, hvilket helt naturligt stiller spørgsmålstegn ved troværdigheden.
Det er vel ikke irrelevant at drage sammenligning med situationen i Skagen og Sæby, hvor kommunen har sat en stopper for store privat finansieret projekter, indtil der foreligger en plan for udvikling af midten i de to byer.
Det samme burde vel være gældende for området for Recycling City – ingen aktivitet inden der forligger en samlet plan for udvikling af området. Det burde også være gældende for en kommunalejet forsyningsvirksomhed.