Whistleblowerordning i Frederikshavn Kommune: Fire henvendelser i 2023
Frederikshavn Kommune modtog ikke én eneste henvendelse i det første år (2022) med whistleblowerordning, men i år har der været fire henvendelser.
I Frederikshavn Kommune er whistleblowerordningen organiseret således, at indberetninger kan ske skriftligt via mail eller anonymt via fysisk brev. Whistleblowerenheden gennemgår og behandler indberetninger.
Ordningen kan benyttes af alle ansatte, samarbejdspartnere og leverandører og af byrådsmedlemmer (dog uden at byrådsmedlemmer bliver omfattet af den beskyttelse som Lov om beskyttelse af Whistleblowere giver).
Whistleblowerenheden har i 2023 modtaget fire henvendelser. Én henvendelse førte til yderligere undersøgelser, mens to henvendelser blev afvist, fordi de faldt uden for whistleblowerordningens anvendelsesområde. Den fjerde henvendelse var en orientering fra Den Nationale Whistleblowerordning.
Henvendelsen, der førte til yderligere undersøgelse, blev afsluttet, da oplysningerne ikke kunne bekræftes. Da det var en anonym henvendelse, kunne whistleblowerenheden ikke indhente yderligere oplysninger fra anmelder.