Træd ind i historien og oplev hverdagen i en tysk flygtningelejr i Østvendsyssel
Frederikshavn Stadsarkiv markerer, i samarbejde med Frederikshavn Bibliotek og Borgerservice, 80-året for Danmarks befrielse. Det sker med udstillingen "De uønskede tyske flygtninge" i Det Kreative Rum, Borgertorvet, på Frederikshavn Rådhus.
Der er tale om en unik og gribende udstilling, der tager dig med tilbage til en tid, hvor Danmark var ufrivillig vært for over 200.000 tyske flygtninge mellem 1945 og 1949. Udstillingen giver et dybtgående indblik i de tyske flygtninges liv og hverdag i Østvendsyssel - et mørkt og ofte overset kapitel i Danmarks historie.
Når du besøger udstillingen, træder du ind i en reproduktion af en tysk flygtningelejr og oplever, hvordan forholdene var i tiden lige efter Danmarks befrielse. Udstillingen er skabt med stor omhu og fortæller historien ved hjælp af billeder fra lejrene samt reproduktioner af originalt arkivmateriale fra stadsarkivets samling.
Du får mulighed for at nærstudere disse dokumenter og få en dybere forståelse for de udfordringer, som prægede flygtningenes liv, herunder deres livsfarlige flugt fra øst, ankomsten til Danmark, deres hverdag i lejrene under skrabede forhold, og det danske had, der ulmede.
Udstillingen er en del af flere udstillinger under temaet "Besat & befriet" på Frederikshavn Bibliotek, som er skabt i samarbejde med Borgerservice. Her kan du blandt andet besøge en modstandsstue, hvor du kan opleve atmosfæren fra modstandsbevægelsens hemmelige møder. Du får også mulighed for se befrielsesbilleder, der skildrer glæden og lettelsen ved Danmarks befrielse.
Udstillingen er åben i rådhusets åbningstider frem til 1. august 2025. Der er gratis adgang.