Gå til hoved-indhold
07. april 2025 - kl. 00.04

Vi skal tage ansvar for at klimasikre vores byer og lokalsamfund

  • 1 af 1
Af  Bjarne Borggaard Madsen

Byrådskandidat Bjarne Borggaard Madsen (C), Elling, har skrevet dette indlæg: Klimaforandringerne er en realitet, og vi oplever hyppigere skybrud og stigende vandstande. Derfor er det afgørende, at Frederikshavn Kommune tager ansvar for at klimasikre vores byer og lokalsamfund. Vi kan ikke vente på nationale tiltag – vi skal handle nu.

Et af de vigtigste skridt er at indrette lokalplanerne, så de tager højde for vandstrømme og nedsivning. Det duer ikke, at vi dækker alle overflader med fliser og asfalt uden at tænke på, hvor vandet skal hen.

Vi har brug for flere grønne områder, regnvandsbassiner og permeable belægninger, der kan absorbere regnvand og mindske risikoen for oversvømmelser.

Derudover bør lovgivningen ensrettes på tværs af kommunerne, så alle arbejder ud fra samme retningslinjer for klimasikring. I dag er det for uensartet, og nogle kommuner halter bagefter. Derfor vil jeg gerne bakke op om initiativet om at skærpe kravene til lokalplanerne, så de indeholder konkrete tiltag til at forebygge klimaskader.

Klimasikring kræver investeringer, men det er en nødvendig og langsigtet investering i vores fælles fremtid. Derfor bør kommunerne også have mulighed for at bryde anlægsloftet, hvis det er nødvendigt for at sikre borgerne mod oversvømmelser og ødelæggelser.

Frederikshavn Kommune skal gå forrest og vise, at vi tager klimaforandringerne alvorligt. Jeg vil gerne i det kommende byråd prioritere klimasikring i planlægningen, så vi skaber en bæredygtig og tryg kommune for nuværende og kommende generationer.

Lad os sammen presse på for en stærkere lokal indsats – for naturens, borgernes og fremtidens skyld.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...