Gå til hoved-indhold
07. april 2025 - kl. 00.04

For andet år i træk: Deltagerrekord i Rødspætte Cup

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Rødspætte Cup, FfI's internationale ungdomsturnering i håndbold, sætter i år ny deltagerrekord. 365 hold har tilmeldt sig Rødspætte Cup, der afvikles i påsken.

Sidste år deltog 362 hold i den populære turnering. Det var ny rekord, men den bliver altså allerede slået i år, hvor Rødspætte Cup fejrer 50-års jubilæum.

- Jubilæet fejres med gaver til deltagerne, og i forbindelse med indmarchen er der dansere fra Dance Studio Frederikshavn, konfetti og tale ved den nye borgmester, Karsten Thomsen, fortæller Kim Sørensen fra FfI's Rødspætter Cup-udvalg.

365 hold betyder, atcirka 5.000 deltagere sætter kurs mod Frederikshavn i påskedagene. Dertil kommer medrejsede forældre, søskende og andre familiemedlemmer. FfI anslår, at omkring 2.000 tilskuere rejser med deltagerne til Frederikshavn. 

Holdene kommer fra Sverige, Norge, Tyskland, Holland, Finland, Slovakiet og Danmark. 

Der er flest hold med fra Tyskland. Hele 118 tyske hold deltager i Rødspætte Cup 2025. Herefter følger Sverige og Norge, begge med 92 hold.

Holland er et nyt bekendtskab. Fire hollandske hold er tilmeldt turneringen.

De seneste par års deltagerrekord hænger sammen med, at det er lykkedes for FfI at udvide sin overnatningskapacitet.

- Vi vil gerne takke kommunen for igen at have været meget behjælpelig med overnatning, så vi kan have så mange hold med. Der er totalt udsolgt med hensyn til overnatning på kommunale skoler samt MARTEC, Frederikshavn Handelsskole, VUC og Frederikshavn Gymasium, fortæller Kim Sørensen.

Der spilles håndbold i følgende haller:>
Arena Nord (4 baner)
Idrætshallen
Abildgårdhallen
Bangsbohallen
Bannerslundhallen
Dybvad Hallen
FFK-Centret
Frederikshavn Friskoles hal
Nordjyllandshallen 
Ravnshøjhallen
Strandbyhallen
Syvstenhallen
Sæby Spektrum (2 baner)
Østervrå Idræts- og Kulturcenter

Det skabte stor debat i efteråret, at Kultur- og Fritidsudvalget i Frederikshavn Kommune bevilgede Rødsætte Cup 250.000 kroner i støtte.

- Her synes jeg, det er værd at nævne, at cirka halvdelen af dette beløb går videre til vores hjælperklubber, det vil sige andre foreninger i kommunen, som hjælper os under Rødspætte Cup. Derudover bruger vi nogle af pengene til øgede udgifter i forbindelse med leje af private sportshaller, forklarer Kim Sørensen.

Rødspætte Cup begynder med indmarch skærtorsdag 17. april kl. 19.00, hvorefter der spilles håndbold frem til 2. påskedag, hvor alle finaler afvikles. 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...