Gå til hoved-indhold
31. juli 2024 - kl. 08.07

Sigurd vil hellere gå hjemme i haven i Elling, så kan Hollywood passe sig selv

  • 1 af 1
    Sigurd Jøhnk-Jensen: - Jeg møder af og til folk, der har det sådan, hvad laver du? Og kan man leve af det?
Af: Michael Frederiksen

Sigurd Jøhnk-Jensen laver musik, der høres af mange millioner i hele verden. Musikken producerer han hjemme i parcelhuset i Elling, skriver TV2 Nord.

- Man plejer at beskrive det som, at det er større end livet.

Sådan forklarer 32-årige Sigurd Jøhnk-Jensen en del af den musik, han lever af og ånder for, nemlig musik til computerspil og filmtrailere.

- Det er særligt de store urealistiske kompositioner med orkester, der beskrives som episke, fortsætter han og tilføjer:

- Og det er så sådan noget, jeg sovser rundt i. Det der musik, hvor den får det sådan wauw - ligesom også horror og rock er "mine" specialer.

ad det være sagt med det samme: 32-årige Sigurd har ikke et helt almindeligt job.

Han er selvstændig erhvervsdrivende. Kunderne er ikke hvem som helst, og opgaverne tilhører også en særlig kategori.

Til gengæld bor han helt almindeligt i et parcelhus i Elling sammen med sin hustru. Dertil kommer en kat, der gerne er med på arbejdsværelset, når Sigurd folder sig ud musikalsk enten med guitar, trommer eller keyboard.

Han er musiker, komponist og lyddesigner. Og hjemme fra sit bare 10 kvadratmeter store arbejdsværelse leverer han lyd og musik til hele verden via blandt andre Disney, Warner Games og Music.

Lige nu er hans musik aktuel i traileren til den nye Alien-film (Alien Romulus), der har premiere i de danske biografer midt i august.

- Det er jo helt vildt, at det er min musik, der er valgt, siger Sigurd Jøhnk-Jensen, der stadig kniber sig selv i armen for at forstå, at det, der en gang var en drengedrøm, nu er blevet til virkelighed.

- Jeg har jo det sejeste job i hele verden, tilføjer han til TV2 Nord.

Sigurd Jøhnk-Jensen har som så mange andre drenge i hele verden spillet computerspil - særligt Star Wars har en speciel plads i hans hjerte.

Det var derfor også et helt særligt øjeblik for ham, da han tidligere på året kunne fortælle, at det er ham, der har komponeret musikken til traileren til serien The Acolyte, der finder sted i det netop det populære Star Wars-univers.

- Jeg er jo kæmpe Star Wars-nørd og er vokset op med Star Wars, så det, at de vælger min musik, jamen det kan man stadig ikke forstå, det kan ikke beskrives, lyder det fra den internationalt anerkendte musiker og lyddesigner.

For Sigurd Jøhnk-Jensen begyndte det hele med en passion. En passion for musik og spil.

- Jeg har altid været lydinteresseret, og jeg begyndte at spille guitar, da jeg var seks. Jeg har spillet i bands og troede egentlig, jeg skulle søge i retning af Musikkonservatoriet, men så sådan lidt ved et tilfælde blev jeg nysgerrig på musik og lyd til spil og trailere, fortæller han til TV2 Nord og fortsætter:

- Jeg fandt jo ud af, at alt det musik, man lyttede til i spillene, jo skulle laves af nogen, og så kastede jeg mig ud i at finde ud af, hvordan man gør det.

Han lægger ikke skjul på, at han er nørdet, når det handler om musik og lyde, og han går all in på det, han sætter sig for.

- Det handler om, tror jeg, at have en seriøs tilgang til det, man brænder for, og så må man bare prøve sig frem. Og jeg har godt nok fået mange nej´er, men så kom der et ja, og så er det sådan set gået okay siden da, siger Sigurd Jøhnk-Jensen med et grin.

For det er, sagt på nordjysk, gået "godt nok" for den 32-årige musiker og lyddesigner med base i Elling.

På sit cv kan han blandt meget andet også skrive komponist til musik, der indgår i trailere og spil for internationale successer som Shogun, Aquaman 2 og Mortal Kombat.

- Min vendelbo-hjerne kan ikke altid lige håndtere det, forklarer Sigurd Jøhnk-Jensen og tilføjer, at selv om mange af hans arbejdsgivere har adresse mondæne steder i verden, trækker det ikke i vendelboen for at komme til Hollywood og blive flankeret af internationale filmstjerner på den røde løber.

- Overhovedet ikke. Det er slet ikke meningen, at jeg skal shine, det kan jeg ikke finde ud af. Jeg vil også hellere gå hjemme i haven, så kan Hollywood passe sig selv derover, lyder det fra den nordjyske komponist, hvis musik dagligt når ud til millioner af mennesker i hele verden.

Tilbage på drengeværelset i Hjørring ville en ung udgave af Sigurd Jøhnk-Jensen formentlig have svært ved at tro, at han en dag ville kunne forene sine store passioner; musik og spil til det job, han har skabt i dag - et drømmejob, som han lever af.

- Jeg møder af og til folk, der har det sådan, hvad laver du? Og kan man leve af det?, fortæller han og fortsætter:

- Og ja det kan man, men jeg kan godt forstå, at man særligt her i Nordjylland kan tænke, at det er tosset at være selvstændig erhvervsdrivende med noget, der til tider kan virke tåbeligt, for jeg ved jo aldrig helt, hvad i morgen bringer jobmæssigt.

Til gengæld ved han, at han langt fra er færdig med at drømme om mere. For han er stolt af det, han laver og drømmer om at lave mere musik og lyd til kendte film og spil.

- Jeg har jo den her drengedrøm, som hedder Resident Evil. Jeg er vokset op med det japanske horrorspil og har spillet alle deres spil, så det vil være toppen at få lov at arbejde på det - så tror jeg ikke, det bliver bedre, lyder det fra Sigurd Jøhnk-Jensen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...