Forårsfest i Ravnshøj 2025: Billetsalget er i fuld gang
Glem alt om julen. I Ravnshøj er de langt fremme med forberedelserne til Forårsfest 2025 i Ravnshøj Hallen. Billetsalget er allerede i fuld gang til festen lørdag 1. marts.
Arrangørerne bag halfesten kan afsløre flere spændende tiltag og aktiviteter, som kommer til at ske i løbet af aftenen: Livemusik, mulighed for at vinde præmier, lækre drinks i baren og ikke mindst velsmagende mad.
Igen denne gang vil bandet Small Amsterdam og DJ Hammer sørge for den festlige stemning i løbet af hele aftenen - både under spisningen og senere på dansegulvet.
I den gode halfest-stil vil det være muligt at vinde diverse præmier på sin billet.
- Vi er ved at få de sidste præmier på plads og vil derfor endnu ikke komme ind på hvilke præmier, som er på spil, men sidste år var der nogle af gæsterne, som gik hjem med gavekurve, diverse gavekort og endda en trailer, fortæller Ellen Mortensen fra arrangørgruppen.
Maden bliver til denne Forårsfest leveret af Holmbergs Køkken i Kattegat Silo.
- Vi har i samarbejde med Mads fra Holmbergs Køkken sammensat en lækker menu bestående af en tapas-forret og hovedret som buffet, oplyser Nikolaj Søndergaard Thomsen.
Menuen byder på:
Forret / tapas: Bruschetta med serranoskinke og pesto. Kyllingesouffle med mangodressing. Panko fisk med urtecreme.
Hovedret / buffet: Rosastegt kalveculotte. BBQ-stegt nakkefilet. Flødekartofler. Hasselback-kartofler. To blandede salater. Sovs. Brød og smør.
Arrangørerne ser frem til en hyggelig og sjov aften og understreger, at alle er velkomne.
- Aldersspredningen er faktisk ret stor. Vores gæster er fra det helt unge publikum og til det modne, hvilket gør Foråsfesten i Ravnshøj ret alsidig, siger Ellen Mortensen.
Følg Facebook-siden ”Forårsfest i Ravnshøj” for flere dataljer og og bestil billetter hos Ellen Mortensen på 21 60 88 26.