Gå til hoved-indhold
31. januar 2024 - kl. 08.01

Sæby fejrer 500 år som købstad: Kongeparret er inviteret

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

​​​​​​​Der er lagt op til en festlig fejring af fællesskabet, når købstaden Sæby lørdag 10. august i år runder 500 år. Fejringen involverer byens borgere, foreninger, erhverv og kulturliv som både arrangører og deltagere.

En gigantisk folkefest er under opsejling, og alle er inviteret med i forberedelserne og festlighederne.

- Kongeparret er inviteret, og vi sætter alle sejl ind på at skabe en folkefest, hvor alle har mulighed for at medvirke aktivt som arrangører og deltagere. Folkefesten er vi fælles om at skabe, og når vi forener kræfterne, får vi sammensat et program, der afspejler alt det, Sæby er og kan, lyder det fra Birgit S. Hansen, borgmester i Frederikshavn Kommune.

Sæby Kirke, midtbyen og havnen bliver omdrejningspunkter for fejringen i jubilæumsweekenden. Historiske sejlskibe indgår i de maritime kulisser fra torsdag 8. til søndag 11. august, og håbet er, at Kongeparret kommer sejlende til Sæby med Kongeskibet Dannebrog lørdag 10. august.

- Der er mange gode kræfter involveret i at løfte ambitionerne for fejringen, og når vi vælger at lægge så mange ressourcer i det, er det også for at benytte dette enestående afsæt til at gøre Sæby mere kendt for de mange helt specielle oplevelser, som byen altid byder på, siger borgmester Birgit S. Hansen.

Biskoppen i Børglum Stift, Stygge Krumpen, spiller en central rolle i købstaden Sæbys historie. Det er nemlig Stygge Krumpen, som Frederik d. I overdrager privilegier til købstaden Sæby 10. august 1524. Fortællingen om Stygge Krumpen danner historisk afsæt for et nyt teaterstykke, som lokale kræfter arbejder på at iscenesætte i autentiske kulisser i jubilæumsweekenden.

- Med de mange aktiviteter i løbet af året, der kulminerer med selve markeringen af jubilæet i august, er det en fantastisk mulighed for at trække besøgende til Sæby for at opleve byens unikke stemning, atmosfære og historiske spor, siger direktør i Destination NORD, Tonny Skovsted Thorup. 

Stormøde 1. februar

Har du planer om et arrangement? Eller vil du bare gerne vide mere om, hvordan du kan være med i fejringen af Sæby Købstadsjubilæum? Så er du velkommen til at deltage i stormøde 1. februar kl. 19.00-21.00 i Manegen, Rådhuspladsen 2, Sæby.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...