Ruths Hotel bygger nye boliger til medarbejdere
Ruths Hotel A/S køber en storparcel på 5.218 kvadratmeter på Doggerbanke i Skagen. Planen er at opføre boliger til et halvt hundrede medarbejdere på hotellet i Gl. Skagen.
- Vi vil lave nutidige personaleboliger, så vi sikrer, at vi også i fremtiden kan tiltrække de medarbejdere, vi har brug for, siger CEO Tom Boye til Kanal Frederikshavn.
Byrådet i Frederikshavn Kommune besluttede i oktober i år at udbyde arealet på Doggerbanke til salg for en mindstepris på 2.520.000 kroner. Kommunen modtog kun ét bud. Ruths Hotel A/S betaler 3.040.000 kroner plus moms for de 5.218 kvadratmeter, som ligger lige over for MENY.
Salget blev godkendt på byrådsmødet i aftes.
- Det er godt. Vi sælger et areal, som andre udvikler til aktivitet i vores område, og vi får penge i kassen, siger borgmester Birgit S. Hansen.
Lokalplanen er i forvejen udlagt til boliger, så Tom Boye forventer, at byggeriet står færdigt i 2024.
I dag har Ruths Hotel to parcelhuse i Gl. Skagen og en række lejemål til sine medarbejdere. Ved at opføre nye, moderne boliger tæt på hotellet i Gl. Skagen håber Tom Boye, at han kan blive ved med at tiltrække personale.
- Det bliver ikke nemmere i fremtiden at skaffe folk til Skagen, men vi håber, at nye kvalitetsboliger kan gøre en forskel. Vi skal bygge i ét plan, og det er vigtigt med en fleksibel løsning, så vi både tilfredsstiller behovet for helårsmedarbejderen og den medarbejder, som kun er hos os over sommeren, siger Tom Boye.