Retssag mellem to kommuner afblæst
Frederikshavn Kommune anlægger alligevel ikke sag mod Vesthimmerlands Kommune. Sidstnævnte har nemlig betalt næsten 1,6 millioner kroner til Frederikshavn Kommune, selv om Vesthimmerlands Kommune i første omgang ikke anerkendte kravet.
Økonomiudvalget i Frederikshavn Kommune besluttede 14. september 2022, at der skulle anlægges sag mod Vesthimmerlands Kommune vedrørende et krav på 1.574.365,91 kroner. Kravet er opstået på baggrund af en uenighed mellem Frederikshavn Kommune og Vesthimmerlands Kommune om mellemkommunal refusion i en sag om efterværn.
Efterværn er et tilbud om støtte til unge i alderen 18 til 22 år, der umiddelbart op til deres 18. år har haft en fast kontaktperson eller været anbragt uden for hjemmet. Formålet med efterværn er at bidrage til, at de unge støttes til at etablere en selvstændig tilværelse på lige fod med andre unge.
I juni 2022 rettede Frederikshavn Kommunes advokat henvendelse til Vesthimmerlands Kommune for at afklare uenigheden mellem de to kommuner inden en eventuel retssag.
Vesthimmerlands Kommune besvarede henvendelsen ultimo september 2022. Af Vesthimmerlands Kommunes svar fremgår det, at Vesthimmerlands Kommune fortsat ikke anerkender Frederikshavn Kommunes krav, men de valgte ikke desto mindre at betale det økonomiske mellemværende i oktober.
Det er nu sket. Frederikshavn Kommune har modtaget det økonomiske udestående på 1.574.365,91 kroner og anlægger således ikke en retssag mod Vesthimmerlands Kommune.