Gå til hoved-indhold
08. juli 2024 - kl. 00.07

Racket Group A/S på Saltebakken: Flot overskud for tredje år i træk

  • 1 af 1
    Racket Group ligger på Saltebakken i lokaler, der tidligere husede MARTIN.
Af: Michael Frederiksen

Racket Group A/S på Saltebakken i Frederikshavn præsenterer for tredje år i træk et flot regnskab. Resultatet før skat endte i 2023 med et overskud på 5,33 millioner kroner.

- Vi er meget tilfredse med resultatet. Det er padel, som trækker det store læs, mens badminton og tennis er stabilt, siger salgsdirektør Mark Christiansen, Sports Group Denmark A/S, til Kanal Frederikshavn.

Sports Group Denmark, der har hovedsæde i Silkeborg, flyttede i slutningen af 2020 sin afdeling med tennis, badminton, bordtennis, squash og padel til Frederikshavn. Afdelingen har nu eget CVR-nummer og navn, Racket Group A/S. Virksomheden beskæftiger 13 medarbejdere i den gamle Martin-fabrik på Saltebakken, hvor der er lager, showroom og kontor.

- Flytningen til Frederikshavn har nærmest fra dag 1 været en succes, hvilket ikke mindst skyldes, at vi har et godt team deroppe, fastslår Mark Christiansen.

Afgørende har det også været, at danskere og svenskere er vilde med padel.

- Markedet har efterhånden fundet sit leje, men det vokser stadig stille og roligt, og vi kan se, at gennemsnitsprisen stiger. Spillerne køber dyrere udstyr. Alle mener, at de er gode, når de har spillet tre-fire år, og så investerer de i dyrere bats, smiler Mark Christiansen.

Racket Group er også kommet godt fra land i første halvår af 2024 og ordrebeholdningen resten af året er fin, men lige nu kæmper virksomheden med fragtpriser, der eksploderer på grund af Houthi-bevægelsens angreb på fragtskibe i Det Røde Hav.

- Det rammer os hårdt, erkender Mark Christiansen.

Mens Racket Group kom ud af 2023 med endnu et flot resultat, måtte koncernen Sports Group Denmark A/S for første gang i virksomhedens 12-årige levetid notere en tilbagegang i omsætningen. Den endte i 2022 på 1,11 milliarder kroner, men i 2023 gik den tilbage til 1,02 milliarder kroner. Det indebar et overskud før skat på 11,4 millioner kroner i 2023 mod et overskud på 117,8 millioner kroner i 2022.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...