Nyt partnerskab hos Restaurant Sæson: Bjarke Skov bliver medejer
Restaurant Sæson i Danmarksgade i Frederikshavn har netop indgået et spændende partnerskab, hvor Bjarke Skov bliver ny medejer. Han har erhvervet 49 procent af restauranten.
Bjarke Skov er en succesrig erhvervsmand, som stammer fra Gærum. I dag bor han i Frederikshavn. Han åbnede BS-Import i 2019. Virksomheden beskæftigede sig med kolonialvarer, konserves, pasta, olivenolier og krydderier. Målet var en omsætning på 100 millioner kroner på fem år. Bjarke Skov indfriede målsætningen på fire år og vandt en Gazelle-pris Børsen.
Han solgte BS-Import til Nordthy A/S i februar 2023. I den forbindelse indtrådte han i ejerkredsen hos Nordthy A/S, hvor han er direktør for forretningsbenet Nordthy Food.
Nu står der også "medejer af Restaurant Sæson" på Bjarke Skovs visitkort. Det betyder, at han fremover bliver en tæt sparringspartner med restaurantens indehaver, Tobias Vasant, som i en alder af blot 22 år slog dørene op til Restaurant Sæson i januar 2023. Han overtog lokalerne efter Restaurant Essens, og ambitionerne var at videreføre de idéer, som hans tidligere læremester Tonny Kristensen stod for.
Tobias Vasant ser frem til det nye samarbejde med Barke Skov.
- Der kommer til at ske en masse spændende nye ting de næste måneder i form af nye leverandører, nye vine og nyt menukort. Jeg har fundet mig en partner, jeg stoler på, og som kan hjælpe mig med at nå mine ambitioner i branchen. Bjarke har opnået nogle imponerende resultater, og jeg ved, at jeg kan suge en masse gode ting til mig og få nogle muskler bag, så jeg kan koncentrere mig om det, jeg elsker allermest, nemlig at lave mad og gøre kunderne glade, udtaler Tobias Vasant.
Med det nye partnerskab planlægger Restaurant Sæson at introducere en række forbedringer og nye initiativer, som skal styrke restaurantens position i byen og tiltrække endnu flere gæster.
- Med den her mulighed får jeg virkelig lov til at nørde endnu dybere i de gode råvarer og sammensætte nogle spændende fortolkninger på tallerkenen, smiler den unge restauratør.