Gå til hoved-indhold
06. august 2024 - kl. 00.08

Ny rutineret svensker i White Hawks: - Vi har en masse hurtighed

  • 1 af 2
    Fredric Andersson har sin kone og parrets to døtre med til Frederikshavn.
  • 2 af 2
    Fredrik Andersson ses her sammen med artiklens forfatter, Magnus Strøm Bach fra Frederikshavn, der netop er blevet optaget på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus.
Af: Magnus Strøm Bach, journaliststuderende

Frederikshavn White Hawks' fans kan glæde sig over tilgang af 35-årige Fredric Andersson. Efter en imponerende karriere i Sveriges bedste og næstbedste ligaer, SHL og HockeyAllsvenskan, er den rutinerede svensker klar til sit første udenlandske eventyr i Danmark.

Den 35-årige svensker kommer fra Gnesta, 67 kilometer sydvest for Stockholm. Fredric Andersons professionelle karriere begyndte i Södertälje SK, hvor han spillede i J18 Allsvenskan. Før Fredric Anderson skrev under med White Hawks, spillede han syv sæsoner i traditionsklubben IF Björklöven, hvor han i alle sæsoner var holdkaptajn.

Fredric Anderson har sin kone og to døtre på to og fire år med til Frederikshavn, som han mener, er en familievenlig by og et godt sted at bo med to små børn.

- Vi er faldet godt til i Frederikshavn. Vi har været her i næsten to uger, fordi vi tænkte, at vi ville komme lidt før, så vi havde tid til at udforske byen. Børnene elsker Palmestranden - nok mest fordi, vi har været heldige med vejret. Vi har også været en tur til Aalborg - en fantastisk by, siger Fredric Anderson til Kanal Frederikshavn.

Du er 35 år og fylder 36 i oktober. Hvorfor er du endt i Frederikshavn i karrierens efterår?

- Efter sidste sæson var jeg sikker på, at hvis jeg skulle spille ishockey ét år mere, så ville min familie og jeg prøve noget nyt - mest fordi, jeg aldrig har prøvet en udenlandsk klub før, fortæller Fredric Anderson.

White Hawks er din første klub i udlandet. Hvorfor kommer dette eventyr så sent?

- Jeg tror, at det er fordi, jeg altid har været en loyal ishockeyspiller. Hvis en klub vil have mig, så bliver jeg, hvilket er grunden til, at jeg blev i IF Björklöven i så lang tid. Jeg mødte også min kone i Umeå, og vi fik to børn sammen, som også blev en af grundene til, at jeg har boet der de sidste syv år, forklarer Fredric Anderson.

Han har spillet 18 sæsoner i Sveriges bedste og næstbedste liga. Et sjældent CV i White Hawks. Derudover kommer Fredric Anderson til at være holdets alderspræsident.

- Forhåbentlig vil min erfaring og rutine være med til at løfte holdet. Når man er en af de ældste på et hold, så har man et ansvar overfor de yngre spillere på holdet, lige så vel skal man være én af dem, der går forrest til træning og kampe. Man skal sikre, at holdet gør tingene efter bogen, og at alle har det rigtige mindset, inden en kamp begynder, mener Fredric Anderson.

Han har i sin tid i SHL og HockeyAllsvenskan været en defensiv spiller. Han fortæller til Kanal Frederikshavn, at han i høj grad vil prøve og score nogle mål, og samtidig være med til at vedligeholde en solid og struktureret defensiv spillestil.

Syv sæsoner som kaptajn i IF Björklöven. Hvad har det ansvar lært dig?

- Jeg gjorde ikke noget specielt for at blive kaptajn. Det føltes naturligt for mig, efter at cheftræneren overrakte mig anførerbindet. Som kaptajn er det vigtigt, at du er dig selv. Dét, der gjorde det nemt for mig, var en god opbakning fra mine holdkammerater. Det vigtigste er at respektere hinanden. Hvis jeg respekterer mine medspillere, så respekterer de også mig. Det er en holdindsats, og man er aldrig alene om det, mener Fredric Anderson.

Hvad er dit første indtryk af holdet og trænerstaben?

Mit første indtryk af holdet er, at vi har en masse hurtighed. Måske er det fordi, jeg bliver ældre, men det tror jeg ikke. Vi har mange unge, hurtige og talentfulde spillere. Trænerduoen Fredrik Johansson og Christian Schioldan er et godt match. Energien fra dem er rigtig god, og jeg bemærkede hurtigt, at det smittede af på holdet, fortæller Fredric Anderson.

Han har fået fortalt, at den danske ishockeyliga kan være svingende og uforudsigelig, hvilket er noget andet, end han er vant til. Den svenske ishockeyliga er mere defensivt orienteret og til tider kedelig at se på, synes Fredric Anderson. Hans forventninger til Metalligaen er, at der kommer til at være mere fart i kampene samt flere målchancer, hvilket han glæder sig til.

- Det bliver nogle svære modstandere, og det bliver en stor udfordring for os, men vi er klar, og vi glæder os til at komme på isen igen. Det kan kun blive bedre, mener Fredric Anderson.

Hvad er din besked til de mange White Hawks-fans, som er sultne efter nogle flere sejre i den kommende sæson?

- Jeg har hørt, at Frederikshavn er en arbejderby med hårdtarbejdende mennesker, hvilket også er min baggrund. Jeg ved, at når man som fan selv arbejder hårdt, så vil man også se ens spillere arbejde hårdt. Vi, som spillere, skal være klar og fokuseret inden hver kamp og yde det bedste, vi kan. Det er det, vores fans fortjener. De fortjener et hårdt arbejdende hold, udtaler Fredric Anderson.

White Hawks spiller sæsonens to første træningskampe i næste uge. Onsdag 14. august kommer Aalborg Pirates på besøg i Frederikshavn, og fredag 16. august er der returkamp i Aalborg.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...