Næsten 1000 mennesker til Sankt Hans-fest med Søs Fenger og Marie Bjerre
Lige i underkanten af 1.000 mennesker deltog i Sank Hans-festen ved Gjersholt Sø ved Østervrå, og arrangørerne har allerede besluttet, at traditionen fortsætter.
- Ja, i den grad. Vi er så taknemmelige for, at så mange mennesker finder vej til Skt. Hans-festen ved Gjersholt Sø. Og det liv og den stemning, som det skaber, bliver vi virkelig dybt rørt af, siger arrangør Lone Haugaard.
Hun bor som sammen med sin mand, Rasmus Haugaard, på gården Gjersholt, og de står bag arrangementet, som de afvikler i samarbejde med ØVI's Venner.
- Det var en vidunderlig aften med høj sol over de knap 1.000 mennesker, som havde fundet vej til Gjersholt Sø. Pladsen genlød af glade børn og voksne i alle aldre, som mødtes på tværs af tæpper og medbragte borde og stole omkring på pladsen og ved søen. Der var i det hele taget en hjertevarm og glad stemning gennem hele aftenen, fortæller Lone Haugaard (V), der også er byrådsmedlem i Frederikshavn Kommune.
Vodskov Pigekor sang danske popsange, ligesom de sang for til Midsommervisen på allersmukkeste vis.
Digitaliserings- og ligestillingsminister Marie Bjerre holdt en flot tale om særligt børn og unges trivsel. Vores skærmforbrug og måden, vi er sammen på, kom under lup, og alle fik vist noget at tænke over i forhold til at huske de fysiske fællesskaber med hinanden.
- Talen var perfekt i forhold til en aften, hvor vi netop var sammen på kryds og tværs som i gamle dage før de sociale medier, mener Lone Haugaard.
Aftenens musikalske hovednavn, Søs Fenger, havde både noget med fra gamle dage og nogle nye, smukke og tankevækkende sange.
- Folk var med helt oppe foran scenen, og publikum kunne synge mange af omkvædene selv. Koncerten var prikken over i'et på en smuk og indholdsrig Sankt Hans-aften, siger Lone Haugaard.