Gå til hoved-indhold
25. januar 2024 - kl. 00.01

Morten Arvidsson afløser straks Oli Kecman som cheftræner i FfI

  • 1 af 1
    Morten Arvidsson skulle først være begyndt som cheftræner i FfI i næste sæson, men nu tiltræder den rutinerede træner allerede på mandag. Foto: Finn Lassen
Af: Michael Frederiksen

FfI's bedste håndbolddamer ligger til oprykning til 2. division, men alligevel har holdets træner, Oli Kecman, valgt at stoppe øjeblikkeligt som træner. Hun afløses af Morten Arvidsson.

Det har været nogle dramatiske døgn i FfI Håndbold. Tirsdag blev Oli Kecman orienteret om, at hun ikke skal være cheftræner for klubbens bedste damer i næste sæson. Oli Kecman reagerede prompte og meddelte, at hun med øjeblikkelig virkning stopper som træner. FfI ligger ellers p.t. til oprykning til 2. division.

- Vi synes, det er en overilet beslutning, men vi bliver nødt til at respektere hendes valg, som vi er trætte af, siger næstformand Kim Sørensen, FfI Håndbold.

Han oplyser, at Oli Kecman, som midt i 90'erne var med at vinde DM-sølv i FfI's storhedstid, inden sæsonen meddelte, at hun sammen med sin mand ville flytte til USA i efteråret 2024. Oli Kecmans mand, Torben Kruhl, er bestyrelsesmedlem i FfI.

- De skulle til USA, fordi han havde et projekt derovre, og derfor var vi nødt til at finde en ny træner, og her faldt valget på Morten Arvidsson, som jeg i fem år havde et godt samarbejdede med i Sæby. Morten var et åbenlyst valg, mener Kim Sørensen.

Det har nu vist sig, at Oli Kecman og Torben Kruhl alligevel ikke skal til USA. FfI fastholder dog aftalen med Morten Arvidsson, og klubben har tilbudt Oli Kecmans andre funktioner.

- Som det ser ud nu, er hun dog ikke interesseret i vores tilbud, vurderer Kim Sørensen.

FfI har overtalt Morten Arvidsson til at begyndte som træner i FfI allerede på mandag, men han er ikke at finde på bænken, når holdet i aften møder Aalestrup på udebane i 3. division. Hun bliver det Lene Kragh og Kim Sørensen, der styrer holdet, mens Morten Arvidsson nøjes med at være tilskuer.

FfI måtte tage turen ned i 3. division, da Vendsyssel Håndbold gik konkurs. Klubbens målsætning er på sigt at rykke op i 1. division.

- Det kan godt være, det varer fem år, men vi vil op i den sjove ende igen, siger Kim Sørensen.

Morten Arvidsson begyndte sin trænerkarriere for 40 år siden i FfI, og han har næsten uafbrudt været træner siden i Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og England. Han var senest cheftræner for Elitesport Vendsyssels herrer i 1. division, men en vaklende økonomi gjorde, at han stoppede i oktober sidste år.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...