Gå til hoved-indhold
05. november 2024 - kl. 00.11

Lørdag: Åbent hus hos Maritime Force Protection på Suderbovej

  • 1 af 1
Af: Peter Marquard

Lørdag 9. november er der åbent hus hos Maritime Force Protection på Suderbovej 10 i Frederikshavn. Kom og se, hvordan de er med til at beskytte Danmarks farvande. Har du nogensinde tænkt på, hvad der sker bag kulisserne, når større NATO-skibe lægger til kaj i Danmark? Eller hvordan frivillige fra Hjemmeværnet bidrager til at sikre danske farvande og redde liv til søs? Lær mere om dette på lørdag kl. 10-17.

- Nu har du chancen for at få et kig ind i denne spændende verden, når Hjemmeværnsflotille 116 – også kendt som Maritime Force Protection – inviterer til åbent hus på Suderbovej. Maritime Force Protection (MFP) er en specialenhed indenfor Marinehjemmeværnet, blandt andet med base i Frederikshavn. MFP udfører en bred vifte af opgaver, som omfatter alt fra beskyttelse af større fartøjer under Host Nation Support-operationer til søredning og overvågning af vores kystområder, fortæller Erik Vestergaard Stenholt, der er rektrutteringsspecialist ved Marinehjemmeværnet, og han fortsætter:

- De frivillige soldater er udstyret med avanceret teknologi og specialiserede færdigheder, der gør os i stand til at sikre både over og under vandet. En af MFP’s kerneopgaver er beskyttelsen af NATO-skibe, som ankommer til Danmark med materiel fra andre nationer. Når disse krigsskibe ligger i havn, sørger MFP for, at de er beskyttet mod trusler fra vandet – og vi er altid klar til at reagere hurtigt, hvis en trussel opstår. Som en del af MFP kan man få en bred vifte af Hjemmeværnets i alt 300 uddannelser og kurser - lige fra trailerkørekort og speedbådscertifikat til lederkursus eller skarpskydning til søs. Det eneste krav hjemmeværnet stiller, er minimum 24 timers deltagelse om året. Dog skal det siges, at den gennemsnitlige hjemmeværns soldat deltager i langt flere timer, end kravet beskriver. Det kan ses på de ialt 2,3 millioner timers frivillig tjeneste fordelt på 13.700 aktive i 2022.

En af MFP’s mest anvendte værktøjer i denne beskyttelse er de hurtigtgående gummibåde også kaldet en RHIB (Rigid-Hull Inflatable Boat). Disse mindre fartøjer er ekstremt manøvredygtige og giver mulighed for hurtigt at navigere rundt i havområder og afvise potentielle trusler, før de når tæt på moderfartøjet. Trods RHIB’ens strørrelse er de effektive og essentielle i arbejdet med at beskytte de danske farvande.

- Til åbent hus vil du få mulighed for at møde vores frivillige, se vores udstyr og høre om de spændende opgaver, vi løser i Maritime Force Protection. Vi præsenterer vores hurtiggående RHIB’e og droner, og du vil få mulighed for at lære mere om, hvordan vi sikrer Danmarks farvande i samarbejde med andre enheder. Kom og hør et oplæg om flotillens træning, som inkluderer våbenhåndtering, radiokommunikation og taktiske øvelser. Marinehjemmeværnet tilbyder en bred vifte af militære færdigheder, som er essentielle for at kunne løse opgaverne effektivt, siger Erik Vestergaard Stenholt og tilføjer:

- Hvis du går med tanker om at blive frivillig og gøre en forskel for dit land og lokalsamfundet, så er Maritime Force Protection måske noget for dig. Vi søger altid engagerede frivillige, som har lyst til at blive en del af teamet og arbejde med beskyttelse af kyster, havne og fartøjer. Kig forbi, når vi holder åbent hus og få en uforpligtende snak med vores erfarne frivillige om, hvordan du kan blive en del af Hjemmeværnsflotille 116.

Fortæl gerne her, om du kommer.

Kan du ikke lørdag 9. november, men stadig er interesseret, så kontakt Erik Vestergaard Stenholt hvf116-rekspec1-1@hjv.dk eller på telefon 4081 8304.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...