Kommunal støtte til Barnets Blå Hus: - Her bruger vi pengene klogt
Barnets Blå Hus i Frederikshavn får 295.436 kroner i årlig støtte af Frederikshavn Kommune i perioden fra 2024 til 2027. Det vedtog Børne- og Ungdomsudvalget i denne uge, som dermed gik imod indstillingen fra administrationen om at droppe det kommunale tilskud.
- Vi skal bruge vores penge klogt, og det gør vi her. Barnets Blå Hus hjælper nogle af de mest sårbare i kommunen, mener Christina Lykke (SF), formand for Børne- og Ungdomsudvalget.
Barnets Blå Hus hører under Blå Kors Danmark og er et tilbud for børn og unge op til 13 år fra hjem med misbrugsproblemer og deres familier. Barnets Blå Hus arbejder i snitfladen til både dagtilbuds-, skole- og familieområdet, idet det drejer sig om et forebyggende, sundhedsfremmende og behandlende tilbud med anonymitet og uden henvisning.
- De løser en kæmpe opgave, og det er faktisk en appelsin i vores turban, at vi har Barnets Blå Hus i Fredeikshavn. Det ville koste os meget mere, hvis ikke vi havde Barnets Blå Hus, vurderer Christina Lykke.
Tilbuddet har eksisteret i Frederikshavn Kommune siden 2016 og bygger på en grundfinansiering fra Social- og Boligstyrelsen for fire år ad gangen. De første fire år var Barnets Blå Hus, som ligger i Bangsbo Frejas klubhus, alene finansieret af midler fra Social- og Boligstyrelsen.
En markant tilgang i henvendelser gjorde, at Barnet Blå Hus ansøgte og blev tildelt en kommunal medfinansiering på 294.114 kr. årligt for årene 2021, 2022 og 2023.
Det kommunale tilskud bruges blandt andet til aflønning af 14 ugentlige psykoterapeuttimer, hvilket vil give mulighed for en ekstra terapeutisk børnegruppe og til en social aktivitet med terapeutisk effekt, samt lønmidler til fire ugentlige konsulenttimer til kommunens frontpersonale, det vil sige lærere, pædagoger, dagplejere, sundhedsplejersker, rusmiddelcentret og socialrådgivere.
Børne- og Ungdomsudvalget nikkede også ja til at bevilge Barnets Blå Hus 82.291 kroner årligt i fire år til en ekstra indsats i Skagen. . Barnets Blå Hus har fået positive tilkendegivelser fra en privat fond, der vil finansiere en indsats i Skagen under forudsætning af, at kommunen også bidrager.