Gå til hoved-indhold
29. oktober 2023 - kl. 00.10

Jesper Lohmann tryllebandt publikum i Frederikshavn

  • 1 af 3
  • 2 af 3
  • 3 af 3
Af: Michael Frederiksen

Lørdag eftermiddag kunne publikum i Det Musiske Hus i Frederikshavn opleve to store legender på scenen, fortolket af Jesper Lohmann, Peder Kragerups Orkester samt et kor med to kvinder.

- Sikke en luksuspakke vi fik leveret, og masser af glade gæster. Det var skønt at se. Og hold nu op, vi blev blæst bagover og taget med på musikkens vinger, der blev sunget og nynnet med og klapsalverne bragede igennem salen, fortæller formand Lilly Pedersen, Frederikshavn Teaterforening.

Jesper Lohmann gik på scenen og tog publikum med på en musikalsk rejse og fortælling, som tog afsæt i de største ”rødder” gennem tiderne fra ind- og udland.

På sin helt egen måde og med stort skuespillertalent tryllebandt Jesper Lohmann publikum med "ufortalte" historier og anekdoter fra og om blandt andre Frank Sinatra, Elvis Presley, Otto Brandenburg og Povl Dissing. Alt blev fortolket af Jesper Lohmann med stort nærvær, charme og respekt for "originalerne".

- Crooneren på barstolen holdt publikum i sin hule hånd med historier, som gav plads til både smil og eftertænksomhed. Hemmeligheder har vi alle, og historien om det sluttede med, at salen sang "Jeg ved en lærkerede". Det var smukt, siger Lilly Pedersen.

Rigtig mange gæster gik ud af Det Musiske Hus med en smil på læben.

- Mange kom forbi og sagde tusind tak for en fantastisk oplevelse, og flere fortalte, at de nu skulle ud og spise et sted i byen, så det er jo herligt, at vi sammen skaber travlhed rundt omkring i byens spisesteder, fortæller formanden.

Medvirkende på scenen Jesper Lohmann og Peder Kragerup (kapelmester), Elo "Luffe" Lindhardsen (bas), Niels Harrit (sax, fløjte), Jakob Olsen (guitar), Roger Berg (trommer), Isabella Kragerup (kor) og Nina Jeppesen (kor).

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...