Gå til hoved-indhold
12. december 2024 - kl. 00.12

Politisk enighed: Børnehuset Trindelvej i Skagen lukkes

  • 1 af 1
    Børnehuset Trindelvej lukkes hurtigst muligt.
Af: Michael Frederiksen

Børnehuset Trindelvej i Skagen lukkes, og derudover sammenlægges Vuggestuen Regnbuen og Børnehaven Pilekrattet, ligeledes i Skagen. Det har Børne- og Ungdomsudvalget i Frederikshavn Kommune besluttet, og politikerne var enige om beslutningen.

- Børnetaller faldet vildt meget i Skagen, så vi træffer reelt denne beslutning på bagkant. Vi har stadig for mange kvadratmeter børneinstitutioner i Skagen, erkender udvalgsformand Christina Lykke (SF).

Lukningen af Børnehuset Trindelvej og sammenlægningen af Vuggestuen Regnbuen og Børnehaven Pilekrattet gennemføres hurtigst muligt.

- Det er altid en svær beslutning, for de fleste forældre, medarbejdere og børn er jo glade for deres institution, men nu er der truffet en beslutning, så vi alle kan komme videre, udtaler Christina Lykke.

Ligesom der er udarbejdet en struktur- og budgetanalyse på skoleområdet i Frederikshavn Kommune - en analyse, som foreslår lukning af seks skoler i kommunen - lander der i begyndelsen af 2025 en tilsvarende analyse på institutionsområdet.

Politikerne tøvede dog ikke med allerede nu at skære ned på antallet af pladser i Skagen. I 2025 vil der i gennemsnit være behov for 126 børnehavepladser og 40 vuggestuepladser i Skagen. Der er p.t. en kapacitet på 178 børnehavepladser og 46 vuggestuepladser.

Kvaliteten er særlig sårbar i børnehuse med mindre end 30-40 pladser. I Skagen er der tre institutioner med omkring 25 børn i hver. Det betyder, at flere ressourcer bruges på at dække åbne- og lukkevagter, hvilket resulterer i færre medarbejdere til det pædagogiske arbejde i løbet af dagen. Lige nu tilføres ekstra medarbejdertimer udover, hvad børnetallet normalt ville kræve, for at sikre en stabil drift.

Vuggestuen Regnbuen og Børnehaven Pilekrattet ligger på samme matrikel, men fungerer som to separate enheder. Den nuværende pædagogiske leder af Regnbuen er midlertidigt ansvarlig for begge institutioner. Ved at sammenlægge de to institutioner er der potentiale for at øge samarbejdet og driftsmæssige fordele.

Christina Lykke forventer ikke, at der skal reduceres i antallet af medarbejdere, selv om der lukker en institution. Det er jo således, at pengene følger barnet. 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...