Inspiration fra Tyskland: Vil opsætte 10 strandkurve på Bratten Strand
Foreningen "Glade venner af Bratten" arbejder ihærdigt på, at der i sommerhalvåret opstilles 10 såkaldte strandkurve på Bratten Strand. Inspirationen kommer fra strande i Tyskland, hvor lignende strandkurve er populære.
En strandkurv er en overdækket liggestol for to personer. Det er et flettet møbel, som man typisk lejer hele dagen eller på timebasis.
- Strandkurvene skaber et smadderhyggeligt miljø på stranden, når de voksne ligger på dem, og børnene leger omkring dem, siger Peter Birkholt fra "Glade venner af Bratten".
Han er idémanden bag strandkurvene, og indtil videre glæder foreningen sig over, at Frederikshavn Kommune har bevilget 50.000 kroner.
Det bliver dog ikke i 2024, at strandgæsterne i Bratten kan leje en strandkurv. I bedste fald er de klar i 2025. Initiativet kræver nemlig en tilladelse fra fra Kystfredningsnævnet. Ansøgningen er sendt af sted.
- Vi synes, at det er en fin måde at udvikle turismen i Bratten, og strandkurvene skal kun være på stranden i en begrænset periode, bemærker Peter Birkholt.
Hun mener, at strandkurvene vil være et fint supplement til Brattens populære badebro, hvor der er en handicapvenlig trappe. Idéen er også, at fem af strandkurvene skal være lettilgængelige for handicappede og gangbesværede.
Planen er at købe 10 strandkurve. De koster 6.000-7.000 kroner pr. stk. De skal placeres i to rækker op mod klitterne.