Gå til hoved-indhold
18. januar 2024 - kl. 00.01

Ingeniør på MAN Energy Solutions er kandidat til TryghedsGruppen

  • 1 af 3
    - Jeg vil arbejde på en kampagne med uddeling af reflekshuer eller handsker til alle medlemmer, så vi kan få flere synlige fodgængere og cyklister på vejene, siger Anders Ehlers.
  • 2 af 3
    Anders Ehlers ved MAN Alphas største blade, som han designede for et par år siden. Det vejer 4,6 ton.
  • 3 af 3
    Anders Ehlers arbejder i Frederikshavn og er gift med en frederikshavner.
Af: Michael Frederiksen

Den 40-årige ingeniør Anders Ehlers, som arbejder på MAN Energy Solutions i Frederikshavn, har tre primære mål, som han vil arbejde for, hvis han bliver valgt ind i TryghedsGruppens repræsentantskab i Region Nordjylland.

- Jeg vil arbejde for at sikre effektiv fordeling af Trygfondens midler, således at de projekter, der støttes, gavner flest muligt. Jeg vil desuden sikre, at der er en ligelig fordeling geografisk. I øjeblikket er der nærmest ikke uddelt nogle midler i området mellem Sæby, Hals, Hjørring og Vodskov. Endelig vil jeg arbejde på en kampagne med uddeling af reflekshuer eller handsker til alle medlemmer, så vi kan få flere synlige fodgængere og cyklister på vejene, siger Anders Ehlers.

Han er født og opvokset i Nørresundby og er nu bosiddende i Vodskov med sin kone, som er indfødt frederikshavner, og parrets to børn. Han er først uddannet bager og har blandt andet boet og arbejdet i Skagen en sæson og var efterfølgende offshore på boreplatforme i en del år.

- Jeg har været på én af platformene, der ligger i havnen, da de stadig var i brug. I 2012 sadlede jeg om og uddannede mig til ingeniør indenfor energi. Som nyuddannet ingeniør blev jeg ansat ved MAN Energy Solutions, hvor jeg stadig sidder på Niels Juels Vej og designer super effektive skibspropellere, som i stor grad medvirker til grøn omstilling og reduktion af emissioner indenfor maritim transport. Gennem begge mine karrierer har effektivitet været enormt vigtig, og derfor vil jeg gerne være med til at inddrage det i TryghedsGruppens arbejde, fortæller Anders Ehlers.

TryghedsGruppen er demokratisk ledet med et repræsentantskab som øverste myndighed. I repræsentantskabet sidder 70 repræsentanter, som 1,5 millioner medlemmer – der er kunder i Tryg, Alka eller gennem en af Trygs samarbejdspartnere – vælger. På mandag 22. januar begynder valget i Nordjylland. Der er 22 kandidater.

- Frederikshavn kan få en repræsentant i TryghedsGruppen, og jeg stiller op med klare visioner og mål. Med en baggrund som bager, erfaring fra offshore-branchen og nuværende ansættelse som ingeniør hos MAN Energy Solutions bringer jeg en unik kombination af erfaring og indsigt til bordet. Min forankring til Frederikshavn styrkes udover jobbet af, at min kone er lokal, smiler Anders Ehlers.

Effektivitet har været et nøgleelement i begge hans karrierer, og det er præcis den tilgang, han ønsker at bringe med sig til TryghedsGruppen med sine tre konkrete mål.

Anders Ehlers ønsker at sikre, at medlemmernes bonus fastholdes, mens disse initiativer implementeres. Han tror på en afbalanceret tilgang, der opfylder målene uden at tage noget fra medlemmerne.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...