Frederikshavn Havkajakklub var med til "Isens dag" i Aabybro
Hvert år holder Aabybro Mejeri "Isens dag", hvor der er åbent hus, og hvor alle inviteres ind for at smage på den prisvindende flødeis, som mejeriet sælger Danmark rundt. Frederikshavn Havkajakklub havde planlagt månedens klubtur til en tur på Ryå netop denne dag.
Klubbens nye kursister og medlemmer kunne derfor få mange kilometer i arme og ben i kajakkerne og undervejs på turen spise lige så mange is, de kunne i forbindelse med "Isens dag" på Aabybro Mejeri. Rekorden for et af vore medlemmer blev seks isvafler.
Kajakkerne blev sat i vandet ved Ryå Bådelaug, og herefter ventede der otte kilometer op til Aabybro Mejeri.
- Vejrguderne var os ikke mildt stemt denne dag, idet dagen bød på både godt med blæst og regn, doseret i stort set lige store mængder. Derudover bød turen på masser af hygge og is. Det blev til en flot tur gennem den smukke natur og forbi den idyllisk beliggende Birkelse Hovedgård, fortæller formand Hans Chr. Højslet, Frederikshavn Havkajakklub.
Udover gratis is var der udstilling af de biler, mejeriets indehaver ejer, for eksempel i form af Rolls Royce og ”den gamle” Krone 5-bil, som er købt af Kongehuset og afleveret af vores kronprins og kronprinsesse samt deres fire børn. Der var også udstilling af en lang række andre flotte biler og veteranbiler, salg af is, kaffe og pølser, og de mange besøgende til "Isens dag" fik en rigtig god dag til at gå med dette besøg.