Freddy Rafn genåbner Aalbæk Station som værtshus med livemusik
Aalbæk Station får nyt liv. Freddy Rafn fra Frederikshavn har de seneste måneder haft travlt med at forvandle den gamle stationsbygning til et hyggeligt værtshus, hvor ambitionen er, at der skal være livemusik fredag og lørdag.
Freddy Rafn har sort bælte i værtshuse, der satser på livemusik. Han stod senest i mange år bag Freddy's Bar i Havnegade i Frederikshavn, og han var også manden, som åbnede Baghuscaféen i Frederikshavn, der i dag huser Restaurant Sæson.
Den røde stationsbygning ejes af frederikshavneren Hans Schmidt Andersen. Han spurgte Freddy Rafn, om de ikke kunne lave et eller andet i stil med Vrå Bryghus & Bryggeri, som ligger i den gamle stationsbygning i Vrå. Herefter var der ikke langt fra tanke til handling. De to har stiftet selskabet Ålbæk Station ApS sammen Henrik Hugger, Jens Christian Carstens og Bjørn Gunnar Bodi.
Freddy Rafn bliver til at begynde med ansigtet udadtil, men med fuldtidsarbejde på et bosted i Mou har han allerede rigeligt at se til. Derfor er de på jagt efter en forpagter, som får ansvaret for den daglige drift.
De seneste tre-fire måneder har Freddy Rafn brugt store dele af sin fritid på at forvandle den gamle stationsbygning til et hyggeligt værtshus. Der er revet flere vægge ned, og Aalbæk Station, som også bliver værtshusets navn, begynder for alvor at tage form.
- Det bliver så fedt. Vi genbruger materialerne, hvis det er muligt. Jeg har blandt andet bygget baren selv, fortæller Freddy Rafn.
Farverne er holdt i "DSB-rød" og en matchende gul. Den gamle ventesal bliver hovedindgangen til Aalbæk Station, hvor gæsterne også kan glæde sig til, at der laves en 100 kvadratmeter stor terrasse ud mod perronen og videre mod syd, hvor der er en stor have.
Her forestiller jeg mig, at vi kan holde koncerter og markeder, siger Freddy Rafn.
På sigt ønsker Aalbæk Station at brygge lidt øl selv, men til at begynde med har man allieret sig med Bangsbo Brewing, som vil lave en øl, der får navnet Aalbæk Station.
Der bliver 10 haner med forskelligt øl. Fem af hanerne bliver med øl fra Carlsberg, tre haner vil indeholde specialøl fra Royal Unibrew, mens der vil være skiftende "gæsteøl" i de to sidste haner.
Freddy Rafn forventer, at Aalbæk Station åbner i august/september.