Fem lokale investorer bygger topmoderne padelcenter i Frederikshavn
Fire frederikshavnere og en skagbo vil opføre et padelcenter med 10 meter til loftet på Apholmenvej i Frederikshavn. Den eksisterende lokalplan understøtter bygningshøjde og formål. Dermed synes vejen banet for et moderne og nyopført padelcenter med lækre faciliteter.
- Det er vores store håb, at vi kan slå dørene op i slutningen af 2024, men det kræver, at alt går efter planen, og heldigvis har vi en god dialog med Frederikshavn Kommune, siger Jacob Birkkjær.
Han var i 18 år indehaver af den fremgangsrige ovn-virksomhed Coba Ovne A/S i Trafikcenter Sæby Syd. Den er nu solgt til UNOX S.P.A. i Italien. Det giver Jacob Birkkjær tid og plads til nye udfordringer.
De fire andre investorer er Henrik Andersen, bagermester i Føtex Frederikshavn. Han bor i Frederikshavn. Det samme gør Mikal Toft, der er personlig træner og indehaver af Mikal Toft og Co. i Kattegat Silo. Allan Kolbro Nielsen er medindehaver af Skagen Padelcenter og driver desuden Grenen Kiosk med sin kone. Han bor i Skagen. I investorgruppen er desuden frederikshavneren Peter Madsen, som arbejder i en stor international virksomhed.
- Frederikshavn mangler et lækkert padelcenter med højt til loftet, og med fem lokale padel-entusiaster i ejerkredsen og en fantastisk synlig placering ud til Skagensvej føler vi, at forudsætningerne er tæt på perfekte, udtaler Mikal Toft.
Padel er den hurtigst voksende sportsgren i verden. Ifølge Dansk Padel Forbund spiller over 200.000 danskere padel regelmæssigt. I Aalborg er der 27 indendørsbaner, Hjørring har 14 baner, Brønderslev har netop fået syv baner, og der er fire i Skagen.
- Vi kører selv rundt i hele Nordjylland og spiller i de lækre centre, og det er vi langt fra de eneste frederikshavnere, som gør, fortæller Henrik Andersen.
Tegningerne til padelcentret på Apholmenvej er lavet. Planen er at lave fem doublebaner og en singlebane, men derudover går ejerne efter et center, hvor der er fokus på hygge.
- Padel favner bredt. Hele familien kan spille sammen. Det samme gælder virksomheden, skolen, pensionistklubben og så videre. Dermed er det afgørende, at centret indbyder til hygge og et socialt liv efter spillet, siger Allan Kolbro Nielsen.
Han åbnede Skagen Padelcenter med Henrik Geisler i februar 2021 og spiller på Skagens 1. divisionshold. Det samme gør Mikal Toft, mens Henrik Andersen er at finde på Frederikshavns 2. divisionshold, som spiller sine hjemmekampe i Skagen.
- Frederikshavn får et padelcenter i topklasse. Det har vi ventet på alt for længe, men nu kommer det – til glæde for både lokale og turister. Frederikshavn Kommune har fokus på bosætning, og turisme er et af kommunens vækstspor. Vi bidrager til begge ting, mener Jacob Birkkjær.
Investorgruppens byggerådgiver er lige nu i gang med at indhente relevante tilbud fra lokale håndværkere.
- Vi glæder os ubeskriveligt meget til at sætte spaden i jorden, når kommunen giver os lov, fortæller Henrik Andersen.
Den nuværende lokalplan i området er lavet med henblik på opførelsen af en centerbygning med badeland i Palm City. Dermed har de fem investorer en lokalplan, som næsten er skræddersyet til padelcentret.