Fantastisk weekend for FfI: Sejre til klubbens tre bedste hold
Det har været en fantastisk weekend for FfI's tre bedste seniorhold, der alle vandt på hjemmebane. Førsteholdet hentede en sjælden sejr i bunden af Jyllandsserien 2. Andetholdet besejrede IF Skjold Sæby med 5-3 i topkampen i serie 3. Tredjeholdet nedsablede ubesejrede Skagen med 7-1 i serie 4.
Jyllandsserien 2, pulje 3:
IF Skjold Sæby har hentet 10 point i holdets seneste fire kampe. Nikolaj Eckhardt scorede kampens eneste mål i det 12. minut i topopgøret mod Aalborg KFUM. Skjold udbyggede dermed sit forspring på andenpladsen, som giver adgang til kvalifikationskampe til Jyllandserien 1.
FfI vandt ligeledes 1-0 på hjemmebane. Her var modstanderen Gug Boldklub. Thawng Hlawn Ceu scorede i det 13. minut. FfI er stadig på sidstepladsen, men har nu kontakt med Thisted, Kristrup og Gug.
Serie 1, pulje 6:
En flot stime sluttede lørdag eftermiddag på Nordjyske Bank Arena, da SEIF tabte 1-3 til Aabybro IF. Det oprykkernes første nederlag i syv kampe. De havde ikke tabt siden seneste møde med Aabybro IF. Kasper Grøntved udlignede til 1-1 for SEIF, der indtager femtepladsen.
Serie 3, pulje 24:
FfI's JS-reserver er nyt tophold efter 5-3 over IF Skjold Sæby samtidig med, at Bindslev/Tversted IF måtte nøjes med 3-3 hjemme mod Tornby IF. Med kun fire runder igen er FfI's oprykkere to point foran Bindslev/Tversted IF og tre foran IF Skjold Sæby.
Bangsbo Frejas bundhold var oversidder i denne runde. Bangsbo Freja er blot noteret for ét point. Det var i sæsonpremieren mod FfI's tophold.
Serie 3, pulje 25:
Østervrå IF vandt 4-0 ude over Aabybro IF's andethold. Målscorere: Jonas Koldbro, Søren Fjordbak, Andreas Bundgaard og Rasmus Jensen. ØVI har vundet syv ud af otte kampe, men er seks point efter topholdet Biersted IF, som er noteret for ni sejre i ni kampe. De to tophold mødes næste søndag i Biersted.
Serie 4, pulje 48:
Skagen IK led sæsonens første nederlag i udekampen mod FfI's tredjehold, der vandt hele 7-1. FfI overhaler dermed Skagen IK. De to hold ligger nr. tre og fire og kæmper med om oprykningen.
Kvissel-Ravnshøj IF får søndag kl. 14.00 besøg af topholdet Sindal IF.
Serie 4, pulje 50:
Dybvad/Hørby er efter to sejre i denne uge nyt tophold, ét point foran Voerså IF, som dog har spillet en kamp færre. Dybvad/Hørby slog tirsdag Hals FS med 3-2, og lørdag blev det til en knusende udsesejr på 8-0 ude over Østervrå IF's bundhold. August Jylling Kiilerich Kjældgaard lavede hattrick.
Voerså IF måtte torsdag aften skuffende nøjes med 1-1 ude mod Asaa/Hjallerup.