Borgmester skal ikke længere være medlem af fond i Skagen
Borgmester Birgit S. Hansen udtræder snarest muligt af bestyrelsen for KARSTENSENFONDEN i Skagen. Sagen skal på onsdag 28. august diskuteres på byrådsmødet i Frederikshavn Kommune.
På byrådsmødet 26. januar 2022 blev borgmesteren udpeget til bestyrelsen for KARSTENSENFONDEN.
Fondens formål er at være en overbygning på KDK Holding Fond A/S og dermed indirekte at eje kapitalandele i Karstensens Skibsværfts A/S og de øvrige driftsselskaber, at søge at sikre udvikling af skibsværftsselskaberne, samt i øvrigt via uddeling at tilgodese almennyttige formål inden for kulturelle og sociale områder, som det fremgår af fondens vedtægter.
Af Ffondens vedtægter fremgår det, at fondsbestyrelsen skal være på fire medlemmer, og at et af disse medlemmer er den til enhver tid siddende borgmester i Frederikshavn Kommune.
Der har ikke været foretaget uddeling fra fonden igennem flere år, hvorfor formålet med borgmesterens medlemskab af fondsbestyrelsen ikke vurderes formålstjenligt.
Direktionssekretariatet indstiller, at borgmesteren udtræder snarest muligt, samt at vedtægterne ændres således, at det ikke længere fremgår, at den til enhver tid siddende borgmester har plads i fondsbestyrelsen.