Gå til hoved-indhold
29. august 2023 - kl. 00.08

Bibliotekerne dyrker i denne uge glæden ved poesi

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

Poesidage i uge 35 (28. august til 3. september) er så småt ved at være en tradition ved Bibliotek & Borgerservice i Frederikshavn Kommune. I år afvikles Poesidage nemlig for tredje år i træk, og glæden ved poesi er ikke blevet mindre siden ideen opstod tilbage i foråret 2021.

- Vi elsker poesi, og vi vil bare gerne dele vores glæde med så mange så muligt, og dermed måske få flere til at stifte bekendtskab med poesi. Flere end 800 har deltaget hvert år, siden vi begyndte, og vi er især glade for, at vi når ud til så mange forskellige aldersgrupper i løbet af ugen. Udover de åbne arrangementer, hvor alle kan deltage, har vi også mange "lukkede" arrangementer for de yngste og ældste skoleklasser, for ungdomsuddannelserne og for ældrecentre, udtaler kulturformidler Pernille Lisborg, der er tovholder på Poesidage.

Fællesspisning og anbefalinger af digte og bøger er fællesnævneren for Digtercafé med Haidar Ansari i Frederikshavn og Klassikercafé om Tove Ditlevsen i Skagen. Mange kender og elsker Tove Ditlevsen, mens digter Haidar Ansari giver en anden vinkel på poesien, når han fortæller, hvordan han i fængslet arbejdede med og skrev sin digtsamling "Institutionaliseret", der udkom, mens han afsonede sin dom.

Poesiugen byder ligeledes på brunch og poesibanko på Rådhuscentret i Frederikshavn, teater med Dunkelfolket i Sæby, besøg af Poesiens Bus på Rådhuspladsen i Frederikshavn og koncert i Maskinhallen med Stine Michel, der har skrevet musik til Inger Christensens anmelderroste sonetkrans "Sommerfugledalen". Historieinteresserede kan høre om Herman Bang og sædelighedsfejden på Kystmuseet Bangsbo og komme med Kystmuseet i Sæby i Herman Bangs og Gustav Wieds fodspor.

Børnene kan glæde sig til "Flyvende poesi" i børneværkstedet lørdag 2. september, hvor de med sjove lege og øvelser skal lave digte på papirflyvere sammen med billedkunstner Jeanette Sætre.

Igen i år har alle med en lille digter i maven kunne sende egne digte ind til biblioteket, som løbende får trykt udvalgte digte på postkort. De udstilles på bibliotekerne, og alle er velkomne til at tage nogle med hjem. Du er også velkommen til at sende dit digt - måske er det dit digt, der vælges til et postkort senere på året.

Den gode historie om Poesidage er rygtedes og har skabt digter-ringe i vandet. Både Folkeuniversitetet og Aalborg Bibliotekerne er kommet ombord som samarbejdspartnere i år, så der også er forskellige poesiarrangementer i Aalborg i uge 35.

Ambitionen med samarbejdet er at udvikle en årligt tilbagevendende begivenhed i hele regionen, hvor flere nordjyder og lokalområder får glæde af kunsten og kulturens bidrag til at skabe et spændende, attraktivt Nordjylland.

Fakta
Poesidage afholdes af Bibliotek & Borgerservice Frederikshavn Kommune i samarbejde med Folkeuniversitet og Aalborg Bibliotekerne. Poesidage er støttet af Region Nordjyllands Kulturpulje.

Øvrige samarbejdspartnere
Poesiens Bus, Poesipark Frederikshavn, Maskinhallen, EUC Nord Eventteknik, Palads Teatret, Sæby Bio, For Retfærdigheden i Sæby, Nordjyllands Kystmuseum, Rådhuscentret i Frederikshavn, Frederikshavn Boghandel og Frederikshavn Kunstmuseum.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...