Gå til hoved-indhold
03. april 2024 - kl. 18.04

Betina Følleslevs smukke vokal stod perleklart i lydbilledet

  • 1 af 5
  • 2 af 5
  • 3 af 5
  • 4 af 5
  • 5 af 5
Af  Jørn Spelling

Onsdag eftermiddag kunne man i Maskinhallen i Frederikshavn stifte bekendtskab med gruppen Solsort, der består af Betina Følleslev, der var den vokale forgrund, mens musikken blev varetaget af Line Felding, Rune Højmark, M.C. Hansen og Jacob Chano, der med cello, percussion, guitarer, mandolin og lap-steel samt backing vokal lagde et lækkert lydligt univers bag sangene.

Sangene spændte vidt fra de vemodigt melankolske som Lupiner, Mørket og den meget smukke Anemone (som var navnet en afdeling på et hospice, hvor en ven lå for døden) med omkvædet "Kald mig ud når jeg vrøvler" – en erkendelse af, at man ved, hvor det bærer hen.

Der var imidlertid også lyse og mere up-tempo sange, for eksempel Svalesangen (om at gøre hvad man selv vil og ikke hvad andre synes man skal) og Jeg savner dig mindre og mindre (med baggrund i et forlist forhold). I det hele taget lagde man i Solsort vægt på begge dele i navnet – både sol og sort.

Gruppen finder meget inspiration i Højskolesangbogen og herfra fik vi elegante udgaver af H.C. Andersens I Danmark er jeg født, Nordahl Griegs Kringsat af fjender samt et af de nye bidrag Carl Emil Petersens Frit land samt Jeg husker det hele og ingenting, som Følleslev er medkomponist til og som er meget inspireret af gamle danske folkeviser.

Betina Følleslevs smukke vokal stod perleklart i lydbilledet, og bandet fyldte fint og diskret ud mellem sangene mens Betina fortalte om baggrunden for de enkelte numre.

Koncerten sluttede med Sara Grabows Blomsterkransebrud og dermed blev der sat et smukt punktum for en eftermiddag i selskab med en spændende musikalsk navn og en godt besøgt Maskinhal.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...