Gå til hoved-indhold
11. juli 2024 - kl. 21.07

Alsang i Strandby kom flot fra start med 350 publikummer

  • 2 af 3
  • 3 af 3
Af: Michael Frederiksen

Regn stoppede ikke strandbynitterne, da den første udgave af Alsang i Strandby torsdag aften fandt sted på Strandby Havn med initiativtager Tina Siel som vært.

Sangerinden Tina Siel, der selv bor i Strandby, håber at ramme den stemning, som hun mærkede, da hun boede i Stockholm. Svenskerne elsker Alsang, og det gør de åbenbart også i Strandby.

- Det var så herligt. Der var en dejlig stemning, og folk var glade og sang med. Vi fik lidt regn, men folk blev, og solen kom til sidst. Det var så skønt. Jeg er glad og taknemmelig for opbakningen og de syngeglade mennesker, siger Tina Siel.

Det begyndte at regne en times tid inden arrangementet, men alligevel dukkede omkring 350 mennesker op til denne første udgave af Alsang i Strandby.

Kristian Lilholt var aftenens gæstesolist, mens det "faste" orkester består af Knud-Erik Thrane (klaver), Klaus Thrane (trommer), Jesper Bylling (bas) og Tine Lilholt (fløjte), ligesom Tina Siel naturligvis synger med.

Regnen blev undervejs afløst af sol, og Tina Siels forventninger til Alsang i Strandby med havet som baggrund blev for alvor indfriet, da en fiskekutter sejlede ud af havnen. Skipperen fik en spontan hilsen fra scenen og publikum.

Stemningen var rigtig fin hele aftenen, og publikum var flinke til at synge med på sangene. Især Café Måneskin var populær. Her var folk for alvor oppe at stå.

Der er Alsang i Strandby igen torsdag 18. juli. Her er Tina Siels søster, Lene Siel, gæstesolist. Med aftenens velbesøgte arrangement vil det nok være en god idé, hvis Strandby Fællesvirke sørger for endnu flere siddepladser om en uge.

Der tændes igen op i grillen kl. 17.30, så folk kan købe mad inden arrangementet.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...