Gå til hoved-indhold
07. august 2023 - kl. 11.08

310.200 kroner til børns fritidsaktiviteter fra Dansk Folkehjælp

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Dansk Folkehjælp Frederikshavn støtter børns fritidsaktiviteter med 310.200 kroner. Hjælpen går til 62 familier med 94 børn.

Når børnenes ferie er slut, begynder familierne blandt andet at drøfte, hvilke fritidsaktiviteter børnene ønsker at deltage i i det kommende skoleår.

I nogle familier har forældrene en økonomi, der kan betyde, at man enten må skuffe børnene eller undlader at motivere børnene til at deltage i den måske vigtigste del af et barns sociale udvikling.

- Derfor har vi valgt at give en økonomisk håndsrækning til de familier, som modtog vores julehjælp sidste år. Det vil sige enlige forsørgere med hjemmeboende børn under 18 år og eneste indkomst i familien er kontanthjælp eller lignende offentlig ydelse, siger Erik Sørensen, formand for Dansk Folkehjælp Frederikshavn.

Foreningen har valgt at støtte med 3.300 kroner pr. barn mellem tre og 18 år, som vil deltage i en fritidsaktivitet, og støtten er tilskud til udgifter til kontingent, tøj, sko med mere.

- Vi fik ansøgninger fra 62 familier med 94 børn, som i ansøgningen har oplyst hvilken fritidsaktivitet og klub, man vil benytte. Vi tror på, at hvis vi ikke havde givet denne økonomiske håndsrækning, så havde mange af disse børn ikke deltaget i en fritidsaktivitet, udtaler Erik Sørensen.

Pengene til Dansk Folkehjælp Frederikshavns støtte til børns fritidsaktiviteter og ikke mindst julehjælpen kommer i meget høj grad fra det lokale erhvervsliv takket være foreningens effektive Erhvervspanel, som én gang om året samler penge ind.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...