2024 begyndte med kursus: Flere og dygtigere unge trænere på banen i FBK
I Frederikshavn Badminton Klub har man i år valgt at kickstarte 2024 på en ny måde. Allerede 4. januar afviklede man to udviklende kurser på samme dag. Som et led i samarbejdsaftalen mellem Arena Nord og DGI Nordjylland har man opnået støtte til at tage de to kurser "Fælles Trænerdag" og "Hjælpetrænerkursus" i badminton.
Ifølge udviklingschef i Arena Nord, Dennis Larsen, har aftalen netop til formål at understøtte og styrke foreningslivets kompetencer og muligheder. I dette tilfælde at udvikle de unges færdigheder indenfor sportsgrenen og være med til at sikre en bæredygtig forening, hvor de unge bliver en del af og får indsigt i de mange facetter af trænergerningen.
Kurset er med til at give de unge en mulighed for at prøve trænerrollen i praksis i deres forening. Efter kurset tilbydes de unge typiske en periode som træner i foreningen og skal senere tage stilling til, om de ønsker at fortsætte som hjælpetrænere. Her har tidligere erfaringer vist, at en stor andel af de unge er klar til at fortsætte med at afprøve deres nyerhvervede færdigheder. Det er første gang, at DGI laver "Fælles Trænerdag"-kurset i Nordjylland. Og det gik rigtig godt.
- Vores deltagere fik to kursusbeviser på samme dag. Alle 15 deltagere på kurset var fra Frederikshavn Badminton. Dagens temaer blev serveret af DGI, som lavede en fin fordeling mellem teori og praksis i hallen, siger Dennis Larsen.
Deltagerne blev blandt andet introduceret til:
- Aktivitetshjul
- Progression af øvelser
- Trænerens rolle
- Tilrettelæggelse af træning
- I Frederikshavn Badminton Klub er vi stolte af, at vores ungdomsspillere bruger deres ferie på at udvikle sig badmintonfagligt og på det personlige plan. Der skal lyde en stor tak til DGI-instruktør Frederik Bergen, som trodsede vintervejret og kom til Frederikshavn. FBK vil også gerne takke DGI og Dennis Larsen i Arena Nord for hjælp og økonomiske midler, som gjorde kurset muligt. Vi havde en sjov og lærerig dag, udtaler Bjarne Pedersen fra FBK.
Netop det, at man inviterer en hel årgang eller en større gruppe unge til Fælles Trænerdag og giver dem værktøjer, interesse og muligheder for at indgå i et engageret trænermiljø, kan være med til at rykke på både medlemsantallet i en forening og ikke mindst skabe et endnu bedre miljø for de eksisterende medlemmer.
FBK har som forening altid plads til flere, som gerne vil være en del af deres stærke fællesskab. Skulle man være interesseret, skal man ikke tøve med at henvende sig til Bjarne Pedersen på telefon 61339203.