19-årig spritbilist anholdt: "En skræmmende morgenbrandert"
Søndag morgen anholdt politiet en spritbilist i Frederikshavn, der var så fuld, at politiet kalder det "skræmmende".
- Vi må konstatere, at der var tale om en markant morgenbrandert. Det er skræmmende. Det synes jeg virkelig. Det er fuldstændigt tåbeligt, udtaler politikommissær Michael Karstenskov, leder af Patruljecenter Frederikshavn.
Det var en 19-årig mand, som søndag kl. 05.44 blev anholdt på Lindegårdsvej i Frederikshavn.
Fredag kl. 23.45 anholdt politiet en 25-årig mand fra Sæby, som var påvirket af spiritus, men alligevel kørte på et elløbehjul.
Sæbynitten blev stoppet i Jernbanegade i Frederikshavn.
Søndag ved 2-tiden opstod der slagsmål på Carlsens Hotel i Vesterø på Læsø, hvor tusindvis af mennesker var samlet til Kajfest.
Fire personer var involveret i slagsmålet. Politiet anholdt en 21-årig mand fra Østervrå, som slog en dørmand, der forsøgte at stoppe slagsmålet.
På grund af Kajfesten var der ekstra politifolk på Læsø i weekenden, og to betjente sørgede for, at den 21-årige blev anbragt i et venterum. Den unge mand fra Østervrå kan nu se frem til et retsligt efterspil.
I Skagen bød weekenden på flere overtrædelser af Ordensbekendtgørelsen. Især en 21-årig mand fra Aalborg opførte sig ikke ordentligt.
Han blev bortvist fra Buddy Holly, men han nægtede at forlade diskoteket og råbte efter politiet.
- Han var så træls, at vi anholdt ham. Vi havde ingen tiltro til, at han ville holde sig væk fra Buddy Holly, forklarer Michael Karstenskov.
En 19-årig mand fra Hirtshals blev natten til lørdag sigtet for overtrædelse af Ordensbekendtgørelsen på Restuarant Firenze på Havnevej i Skagen.
Han udviste en uanstændig adfærd ved at råde og skrige af sin kæreste.