1200 ud af 1400 elever på gymnasium i Jönköping er sportselever som Oscar
Oscar Fisker Mølgaard var kun 16 år, da han flyttede fra Frederikshavn til Jönköping, 144 kilometer øst for Göteborg. Det er to år siden, og den unge frederikshavner lærte hurtigt at lave mad og vaske tøj. Han taler flydende svensk og stortrives i Sveriges 10. største by, hvor han ved siden af ishockeykarrieren læser økonomi på gymnasiet.
- Der er 1400 elever, og cirka de 1200 er sportselever, så det er en kæmpe sportsskole, der tager højde for, at man har sport ved siden af, som egentlig er førsteprioritet. Det er fedt, at der er lærere, som vil hjælpe én og forstår, at man skal til kamp eller træning. Det er også dejligt, at der er klassekammerater, som står i samme situation, så det ikke bare er mig, der misser alt muligt. Det er svensk professionalisme. Det bliver man bare nødt til at erkende. De har de muligheder, som vi desværre ikke har hjemme i Danmark. Det er større deroppe. Det er det, som gør forskellen og gør det fedt at være der, siger Oscar Fisker Møølgaard.
Den 18-årige frederikshavner blev for fire uger siden draftet til NHL - verdens største ishockeyliga - af Seattle Kraken. Det stiller ham i en helt anden situation end i den forgangne sæson, hvor han overraskende greb chancen, da han blev hentet op fra HV71's U20-hold.
- Det bliver anderledes med højere forventninger end sidste år, hvor jeg kom lidt som en overraskelse. Nu skal jeg ud at præstere, for ellers står der en anden, som er klar til at tage ens plads på holdet, siger Oscar Fisker Mølgaard.
HV71 er en storklub, som har vundet fem svenske mesterskaber i 1995, 2004, 2008, 2010 og 2017. I sæsonen 2021/2022 var klubben overraskende en smuttur i HockeyAllsvenskan. I den forgangne sæson lykkedes det efter en flot slutspurt for Oscar Fisker Mølgaard og co. at blive oppe i SHL.
- Jeg håber, vi har fået fjernet nervøsiteten og kan spille lidt mere afslappende i den kommende sæson. Vi får forhåbentlig også et bedre hold, så vi kan være med i den sjove ende, siger Oscar Fisker Mølgaard.
Han har de seneste uge været hjemme på sommerferie i Frederikshavn, men søndag rejser han tilbage til Jönköping, hvor træningen til den kommende sæson begynder på mandag. I Frederikshavn var han i denne uge en tur i Iscenter Nord, hvor der var hockeycamp med 100 deltagere.
- Jeg håber, at jeg kan være et forbillede for disse spillere og stå som et eksempel på, at man skal turde at drømme stort, have store forventninger til sig selv og virkelig arbejde hårdt for det. Det kan lykkes, selv om man kommer fra lille Danmark eller lille Frederikshavn, smiler Oscar Fisker Mølgaard.
Han er eneste dansker på SHL-holdet i HV71. Truppen tæller derudover syv finske spillere og en tjekke, mens resten er svenskere.