Gå til hoved-indhold
12. juni 2024 - kl. 11.06

W. Klitgaards Bådelaug får 74.600 kroner til to nye bøgeplanker

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

W. Klitgaards Bådelaug får 74.600 kroner i støtte af Frederikshavn Kommune til udskiftning af to bøgeplanker i skibsskroget. Pengene kommer fra Kultur- og Fritidsudvalgets pulje til frie midler.

Statens Skibstilsyn har pålagt W. Klitgaards Bådelaug at udskifte to planker med råd. Et arbejde, som er udført i foråret hos JOBI Værft i Strandby.

- Vi skal gerne have rene skibspapirer uden påtegninger, skriver næstformand Brian Grusgaard i bådelaugets ansøgning til kommunen.

Der er 345.113 kroner tilbage i puljen med frie midler til uddeling i 2024.

På mødet i går blev en ansøgning fra Frederikshavn Teaterforening om støtte på 10.000 kroner imødekommet. Pengene skal gå til honorar til oplægsholder og let forplejning i forbindelse med et foredrag i Sydbyens Aktivitetshus 28. august i Frederikshavn.

Projektets fulde budget er 21.500 kroner, og egenfinansieringen er på 11.500 kr. Administrationen anbefalede, at ansøgningen imødekommes med 8.000 kroner øremærket honorar, men udvalget valgte at give 10.000 kroner.

- Teaterforeningen gør et fantastisk stykke arbejde, udtaler formand Peter Laigaard, Kultur- og Fritidsudvalget i Frederikshavn Kommune.

Aalbæk Bådelaug får 15.000 kroner til musikarrangementer på terrassen hver torsdag fra midt i juni til august. Projektets fulde budget er på 45.000 kroner, og egenfinansieringen er på 30.000 kroner.

Elitesport Vendsyssel Ungdom får 20.000 kroner til udstyr i forbindelse med et skoleprojekt, hvor det fulde budget er på 390.000 kroner.

- Vi ønsker at øge rekrutteringen i de enkelte lokale håndboldforeninger. Vi vil koble skole og den lokale forening. Eleverne i 4. klasse på samtlige skoler i Frederikshavn Kommune vil få tilbudt tre-fire undervisninger i håndbold og til sidst en afsluttende skoleturnering i Arena Nord. Ved, at elever bliver introduceret til en ny aktivitet i deres trygge rammer, er sandsynligheden ifølge IDAN større for de melder sig ind i foreningen, mener Rasmus Mølgaard, Elitesport Vendsyssel Ungdom.

Saltlandets Historiske Forening kan se frem til 3.500 kroner i støtte til leje af lokaler, annoncering og forplejning i forbindelse med en udstilling i For Retfærdigheden 13.-15. september i Sæby.

To ansøgninger blev afvist på mødet i går.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...