Jens Borup: Udsæt beslutning om flisvarmeværk til næste byrådsperiode
Frederikshavn Forsynings beslutning om at opføre et flisvarmeværk er tåbelig. Beslutningen bør udsættes til næste byrådsperiode. Det mener byrådsmedlem Jens Borup (V).
"Flis-varmeværk er old school og en forfejlet investering", sagde Jens Borup på byrådsmødet i maj. Her stemte Venstres fem medlemmer og Jens Nygaard (DD) nej til at godkende en kommunegaranti, som skal bane vejen for en investering på omkring 200 millioner kroner i et flisvarmeværk.
Jens Borup går nu skridtet videre. Han vil have beslutningen udsat til efter kommunalvalget 2025.
- Det er tåbeligt at bygge et flisvarmeværk. Vi risikerer, at der kommer et forbud inden fem år. Alle ved jo, at det er den forkerte vej at gå. Vi har brug for grønnere løsninger, pointerer Jens Borup.
Han blev i weekenden bekræftet i sin holdning, da Københavns Kommune indviede den første af 10 store varmepumper, som forsyningsselskabet Hofor investerer cirka tre milliarder kroner i.
Som det er nu, produceres fjernvarmen i Københavns Kommune blandt andet ved at brænde biomasse som træflis af, og det udleder CO2. En del af det kan man undgå ved at bruge varmepumper.
- Jeg synes, det er rigtig godt. Det er vejen at gå, hvis vi skal formindske CO2-udledningen fra fjernvarmesektoren og undgå et stort forbrug af biomasse, siger Marie Münster, professor ved DTU, Danmarks Tekniske Universitet, og medlem af Klimarådet, til DR.
Mens Københavns Kommune investerer i at gøre varmeforsyningen mere elektrisk og basere den på grøn strøm fra sol og vind, går Frederikshavn Kommune ifølge Jens Borup den anden vej.
- Det er helt skørt. Vi skal i stedet for investere 150 millioner kroner i et nyt fjernvarmeledningsnet i Frederikshavn. Det stammer fra 70'erne og 80'erne. Det er utroligt ringe og dårligt isoleret, og det er én af forklaringerne på, at fjernvarmen er så dyr i Frederikshavn, udtaler Jens Borup til Kanal Frederikshavn.
Han vil desuden supplere det nye ledningsnet med en elektrisk varmepumpe i sydbyen.
Frederikshavn Forsyning har allerede besluttet at investere i et flisvarmeværk. Jens Borups kritik er derfor også et angreb på ledelsen. Den tidligere socialdemokrat Erik Kyed Trolle, som nu er løsgænger, er formand for bestyrelsen i Frederikshavn Forsyning, hvor Christina Lykke (SF) er næstformand.
- Ja, det er utroligt, at en Venstre-mand skal fortælle det til SF'er. Christina burde være en af de grønneste i byrådet, og det er også min fornemmelse, at hun godt ved, at hun er på glatis, udtaler Jens Borup.
Han anbefaler desuden, at Frederikshavn Forsyning laves om til at A.M.B.A.-selskab.
- Så er det nemlig dem, der bruger varmen, som bestemmer. Den model har vi i Skagen, Strandby og Sæby, og de har en markant billigere varme end i Frederikshavn, påpeger Jens Borup.