Vil sætte Solsbæk klarere på Danmarkskortet med ny bog
Skovfoged Søren Hoff Brøndum, Frederikshavn Kommune, har netop skrevet bogen "Guide til Solsbæk Strand", der går i dybden med Solsbæk Strand fra fortid og til nutid. Bogen udforsker Solsbæk Strands unikke natur, kulturhistorie og fiskeri fra 1850 og frem til i dag.
Udover historien fungerer bogen også som en guide til naturen omkring Solsbæk Strand. Bogen indeholder en specifik guide til fisk og fiskeri ved Solsbæk Strand samt, hvad der kan findes på stranden af muslinger, snegle og rav.
Bogen præsenterer også de rekreative muligheder i den bagvedliggende Professorens Plantage, der er et rekreativt skovområde.
Kører man ned ad Flakvej syd for Sæby kommer man lige ned til Solsbæk Strand, der strækker sig 2,8 kilometer fra Nørbækkens udløb ved renseanlægget og mod syd til sommerhusområdet Nørklit.
Hvor navnet Solsbæk oprindeligt stammer fra, vides ikke med sikkerhed. Men det har givet navn til Solsbæk-gårdene Solsbækken, Solsbæk Plantage, Solsbækhytten og fra gammel tid også stranden på begge sider af Solsbækken.
Stranden er desuden rig på natur og et godt fiskeri og absolut et besøg værd, hvis man vil prøve kræfter med fiskeri efter skrubbere, pighvar, havørred, fjæsing eller bare se, hvad der er skyllet op på stranden af muslinger eller rav.
- Denne lille e-bog giver svar på, hvad du finder på stranden eller hvordan du skal gribe fiskeriet an, og hvad det er for en historie, der binder gårdene, stranden og Professorens Plantage sammen til det fantastiske område og naturoplevelsesrige område, det er i dag, fortæller Søren Hoff Brøndum.
Bogen er blevet til ud af en livslang fascination af Nordjyllands Kattegatkyster.
- Da jeg kom til Solsbæk Strand og Professorens Plantage for mere end 15 år siden, kunne jeg mærke interessen blive vakt. Dyrelivet i det lave, rolige vand, heden og skoven bag har siden trukket i mig. Utallige fisketure er det blevet til og mange ture i Professorens Plantage, både arbejdsmæssigt og i fritiden. Det hele er blevet syet sammen til denne lille bog om området og østkystens natur og historie, siger Søren Hoff Brøndum.
Han håber, at mange af områdets sommerhusejere og turister kan bruge bogen til at lære mere om området og skabe en fortælling, der sætter Solsbæk klarere på Danmarkskortet.