Gå til hoved-indhold
09. juli 2024 - kl. 13.07

Verdensballetten giver igen i år forestilling på plejecenter i Skagen

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Med støtte fra den nordjyske Melsen Fonden vender seks af Verdensballettens kunstnere tilbage til Ankermedets Plejecenter i år. 

Der var stor glæde på Ankermedets Plejecenter, da Verdensballetten sidste sommer lagde vejen forbi og præsenterede et uddrag af sommerens forestilling. Besøget gjorde også indtryk på de medvirkende kunstnere, som spurgte, om ikke Verdensballetten kunne gentage besøget igen i år. Plejehjemsleder Kirsten Jensen sagde straks ja, da Verdensballetten ringede.

Forestillingen er både for plejecentrets beboere og daglige brugere, men også for pårørende til beboerne. Sidste år var næsten 100 mennesker samlet i centrets store sal.

Da Verdensballetten ved Den Tilsandede Kirke i år danser søndag 14. juli, har man valgt at lægge forestillingen på ældrecentret næste formiddag – mandag 15. juli kl. 10.30. Ligesom sidste år kommer Bamsemuseets iscafé med champagne og kransekage.

Advokat Anker Laden Andersen, der er formand for Melsen Fonden, overværer forestillingen, og vil igen i år blive ledsaget af den franske ambassadør i Danmark, Christophe Parisot.. Efter forestillingen sidste år udtalte ambassadøren: 

- Jeg blev meget følelsesladet af oplevelsen. Vi har jo alle bedsteforældre eller lignende, som bor på plejehjem, og det var dejligt at se, at der blev sat pris på en optræden af sådan en kvalitet, som Verdensballetten er.

I år vil Ankermedet få besøg af seks af Verdensballettens stjerner. To solodansere fra The Royal Ballet of London, Charlie Siem (en violinist i særklasse), og nordmanden Lina Johnson, en af Skandinaviens mest efterspurgte operasangere.

Programmet bliver festligt og virtuost, og naturligvis tilrettet både til Ankermedets festsal og også det særlige publikum.

- Jeg tror ikke, nogen af os, der var med på Ankermedet sidste år, glemmer den stærke oplevelse, det var at stå dér foran plejecentrets beboere og brugere. Der var tårer i øjnene, der var historier der blev fortalt, nogle havde selv danset ballet som børn, andre havde spillet violin, og mange minder blev vækket. Sådan er det jo med stor kunst, den har et sprog - også dér, hvor ord ikke rækker. Jeg håber, vi har skabt en tradition, for vi vil meget gerne række ud også til dette hjertevarme publikum. Når de ikke har mulighed for at komme til vores forestilling ved Den Tilsandede Kirke, så kommer vi naturligvis til dem, siger Jens-Christian Wandt, leder af Verdensballetten.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...