Varetægtsfængslet i 7,5 måneder for brandstiftelse: Retten frikendte 19-årig
Efter at have været varetægtsfængslet i syv en halv måned blev en 19-årig mand fra Frederikshavns-området onsdag frifundet for brandstiftelse ved Retten i Hjørring.
Den unge mand var sigtet for at overtræde straffelovens § 180, der anvendes, når vurderingen er, at nogens liv udsættes for overhængende fare. Politiet mente, at han 25. august ved 21.30-tiden påsatte en brand i en beboelsesejendom på hjørnet af Rimmensgade og Vibevej i Frederikshavn.
Nogle beboere blev evakueret, mens andre måtte springe ud af deres lejligheder med mindre børn. Ingen personer kom dog alvorligt til skade i forbindelse med branden.
Nordjyllands Politi anholdt den unge en god uges tid efter branden. Han blev i første omgang varetægtsfængslet i fire uger, og han nåede i alt at være varetægtsfængslet i syv en halv måned.
- Der er tale om sag, som vi ser med overordentlig stor alvor på, fastslog efterforskningsleder Carsten Straszek, politikommissær ved Nordjyllands Politi, i forbindelse med anholdelsen.
Men den 19-årige mand forlod altså retssalen i Hjørring som en fri mand.
Forsvarer Karina Skou er glad for frifindelsen.
- Men det er beklageligt, at en ung mand har siddet varetægtsfængslet så længe, siger hun til Kanal Frederikshavn.
Anklagemyndigheden har nu 14 dage til at beslutte, om dommen skal ankes til landsretten. Sker det ikke, vil den 19-årige mand naturligvis kræve erstatning for uberretiget fængsling.
Branden begyndte i et kælderrum. Anklagemyndigheden mente, at den 19-årige var klar over, at han udsatte andres liv for fare. Derfor var han tiltalt efter straffelovens paragraf om kvalificeret brandstiftelse.