40-års jubilæum: Tina Jensen runder stor milepæl i Spar Nord
Torsdag 1. maj 2025 kan kunderådgiver Tina Jensen fejre sit 40-års jubilæum i Spar Nord Frederikshavn. Tina Jensen startede sin karriere på Stena Line i Frederikshavn og kom derefter til Spar Nord, hvor hun har arbejdet som rådgiver for private lige siden.
Gennem årene har Tina Jensen løbende videreuddannet sig og engageret sig i forskellige projekter, herunder overtagelsen af Roskilde Bank og åbning af nye afdelinger. Hun har også undervist i privatøkonomi og ansøgningsteknik på skoler.
- Spar Nord har altid støttet op om videreuddannelse og videreudvikling af mig som rådgiver. Jeg har altid sat pris på god og positiv dialog med mine kunder, og jeg betragter mig som en god ambassadør for banken, fortæller Tina Jensen og fortsætter:
- Jeg har de bedste kolleger, og der har altid været stor hjælpsomhed fra ledelsen. Vi har gennem tid tilrettet mit arbejde, og senest har jeg fået en senioraftale, hvor jeg arbejder tre dage om ugen – så jeg blandt andet har mere tid til mine børnebørn.
Jubilæet bliver fejret internt i banken.
Spar Nord ønsker Tina Jensen et stort tillykke med jubilæet og takker for hendes store indsats gennem fire årtier.