Plan om bygninger på op til 50 meter i højden på Frederikshavn Havn
En ny lokalplan, som nu sendes i offentlig høring, tillader bygninger på op til 50 meter i højden på Frederikshavn Havn.
Frederikshavn er med i kapløbet om bygning af fire nye fregatter til Søværnet til anslået 40 milliarder kroner. Det kræver lokalplanlægning af et større område på Frederikshavn Havn, og arbejdet er i fuld gang.
I går vedtog Økonomiudvalget at sende forslag til kommuneplantillæg og lokalplan ud i otte ugers offentlig høring.
- Det handler om arbejdspladser til Nordjylland, og i den forbindelser glæder vi os over, at hele Nordjylland bakker os op, siger borgmester Karsten Thomsen (A), Frederikshavn Kommune.
Formålet med planlægningen er, at der inden for et nærmere afgrænset område skabes mulighed for opførelse af bebyggelse, der ikke er muligt inden for rammerne af den eksisterende planlægning.
Arealerne ligger på Nordhavnen på Frederikshavn Havn mellem Nordre Kaj og Arne Ørskovsvej. Arealerne er delvist bebygget og fremstår derudover som ubebyggede havnearealer. Arealet er på cirka 135.000 kvadratmeter.
Heraf er der er areal på omkring 8.000 kvadratmeter, der skal udlægges til nyt vejudlæg. Dette vil medføre, at en del af det eksisterende forløb af vejen Sandholm skal omlægges, så den i stedet for at krydse planarealet får udkørsel/indkørsel til/fra Arne Ørskovs Vej.
Der arbejdes med to byggefelter, hvor der må opføres bygninger op til henholdsvis 25 og 50 meter i højden. Der vil altså blive tale om markante bygninger, som kan ses langt væk.
- Det er et signal om, at vi gør alt for at tiltrække arbejdspladser, siger Karsten Thomsen.
Bygningshøjden er dog i første omgang et lille bump på vejen. Der må nemlig ikke planlægges anlæg, der er i konflikt med Forsvarsministeriets radarovervågning og telekommunikation. Da der er tale om statslige interesser, har administrationen været i indledende dialog med Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, som vurderer, at byggeriet på op til 50 meter kan påvirke Forsvarsministeriets radar SC4000 og dermed radarovervågningen, hvorfor det i udgangspunktet er i strid med den statslige interesse vedrørende Forsvarsministeriets radarovervågning.
For at få forholdet afklaret nærmere skal kommunen foretage en analyse efter reglerne i Eurocontrol Guidelines. De ovenstående forhold er på tidspunktet for udarbejdelsen af nærværende planforslag uafklarede, men vil blive belyst af kommunen i forbindelse med høringsprocessen.