UV-fodboldstævne i Arena Nord - måske det første nogensinde
I dag kl. 10.00 begynder første kamp i det, der måske er det første UV-fodboldstævne nogensinde. Det er et stævne ikke helt ligesom alle andre. Under hele turneringen slukkes lyset i Arena Nord for at at skabe et stævne, hvor alle spillere får mulighed for at "SHINE".
Det ultraviolette lys lyser ikke blot banens streger, mål og net op, men også de mange spillere, som har valgt at deltage.
I alt er der 62 forskellige hold tilmeldt, som til sammen udgør cirka 400 børn og unge fra U7-U15. Deltagerne kommer fra mange forskellige byer, blandt andet Helsted Fremad IF fra Randers, Hjallerup, Dall-Ferslev Idrætsforening samt Østervrå.
Størstedelen udgøres dog af de tre lokale klubber IF Skjold Sæby, FfI Fodbold og Bangsbo Freja IF. Netop disse tre foreninger har fra start været en del af samarbejdet om at få stævnet op og stå og vil på dagen også bidrage med frivillige kræfter til afviklingen af stævnet.
- I Arena Nord er vi rigtig glade for det nye samarbejde og glæder os utrolig meget til at tage imod de mange børn og deres forældre/trænere og ledere. Idéen bag stævnet har været et ønske om at lave et stævne "for de mange". Her har ikke været fokus på elite eller det at være de bedste. Stævnet lægger op til en hyggelig dag med sine holdkammerater, hvor man prøver kræfter med et nyt koncept og dermed kommer lidt med samme udgangspunkt, udtaler Dennis Larsen, udviklingschef Arena Nord.
Holdene har mulighed for at sætte deres eget præg på dragterne og ligeledes udtrykke deres personlighed med UV-maling, som vil blive stillet til rådighed på dagen.
- Vi er i Arena Nord desuden rigtig glade for samarbejdet med DGI, som stiller mandskab til rådighed på dagen samt har hjulpet med administrative kræfter, sparring og tilmelding i opbygningsfasen af stævnet, siger Dennis Larsen.
Alle, der ønsker at opleve UV-fodbold, er velkomne til at kigge forbi Arena Nord. Stævnet begynder kl. 10.00 og løber helt til kl. 20.00.
Arena Nord håber på god stemning, mange forældre i hallerne og god opbakning på lægterne.