Gå til hoved-indhold
10. august 2024 - kl. 13.08

Underholdende "Dronning Margrethe" til købstadsjubilæum i Sæby

  • 2 af 2
    Jan Hertz i rollen som "Dronning Margrethe" sammen med borgmester Birgit S. Hansen, Frederikshavn Kommune.
Af: Michael Frederiksen

Beslutningen om at hente Jan Hertz til Sæby og lade ham optræde som Dronning Margrethe til fejringen af Sæbys 500-års købstadsjubilæum var på alle måder en fremragende idé. Det kan konstateres efter lørdagens særdeles velbesøgte og underholdende "royale" besøg på Torvet i Sæby.

"Senior Stand-up" står der, når man booker Jan Hertz i rollen som Dronning Margrethe, og det passede perfekt til hans optræden på Torvet.

Hans tale var velforberedt, begavet og sjov.

- Det var ligesom at være i Cirkusrevyen, smilte en af de mange glade sæbynitter, som overværede "Dronning Margrethe" på scenen i Sæby.

Det blev blandt andet afsløret i talen, at der snart skal laves en tv-serie om den royale familie.

- Den skal optages i Sæby og får titlen "Danish Crown", fortalte Jan Hertz, der også forklarede, hvorfor den rigtige royale familie ikke kastede glans over købstadsjubilæumsfejringen.

Om Prins Joachim hed det: "Han er som altid forblevet i Jammerbugten".

- Men så kan jeg tillade mig at stå her som pensionist, for jeg har nemlig lov til at tjene sorte penge. Jeg ryger ikke mere, selv om jeg er røget af tronen. Ryger de?, spurgte "Dronning Margrethe" borgmester Birgit S. Hansen, som stod lige ved siden af.

- Ikke mere, svarede borgmesteren.

- Nej, ingen af os ryger længere på en Prince, lød det hurtigt fra "Dronning Margrethe".

Jan Hertz formåede også et par gange at få en tåre frem hos borgmesteren. Det skete, da han omtalte udfordringerne med Frederikshavn Havn, og da han kaldte Birgit S. Hansen for "det lysende nordjyske fyr, hvis lysstrålende synlighed ses på lang afstand".

Han regner i øvrigt med at se mere til Birgit S. Hansen, når hun med udgangen af 2025 stopper som borgmester. Underforstået: Mon ikke, at hun satser på en fremtid i Folketinget. Borgmesteren rystede dog på hovedet.

Torvet var tætpakket. Vibeke Francisca Kristensen fra Sæby var én af de fremmødte.

- Det var en fantastisk oplevelse. En rigtig dejlig dronning med en masse smil på læben og jokes. Hun fortalte en masse om byen, og det halve af det var jokes og vittigheder, konstaterede Vibeke Francisca Kristensen.

Ved siden af hende sad nordmanden Morten Nonsdal, som i mange år har været sommerhusejer i Sæby. Han hyggede sig også i selskab med "Dronning Margrethe" og fortalte Kanal Frederikshavn, hvorfor han sætter stor pris på byen:

- Jeg elsker Sæby, som er en fantastisk havneby med mange hyggelige mennesker. Vi har venner her og trives vældig godt.

Efter "Dronning Margrethe" holdt også borgmester Birgit S. Hansen en tale på Sæby Torv, hvor der i dagens anledning blev serveret gratis jubilæumskage og kaffe.

Fejringen af 500-års købstadsjubilæet fortsætter hele weekenden.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...